28.04.2022 12:00
Unisport, der er Europas førende platform for onlinehandel af fodboldudstyr, bliver historiens første ærmesponsor på OB’s stribede trøje. Det kan ses allerede i morgen, når OB’s nye hjemmebanetrøje bliver præsenteret.
Fremover starter Unisport inde, hver gang OB løber på banen. Storsponsoren har netop skruet op for deres engagement i det fynske superligamandskab og bliver i den forbindelse den første ærmesponsor i klubbens historie.
Det udvidede partnerskab kommer i forlængelse af, at Unisport for halvandet år siden overtog onlinesalget af OB-trøjer, hvilket har ført til, at salget af OB-trøjer er steget markant.
- Det kommercielle partnerskab med Unisport har vist sig at være det perfekte match, og det har udviklet sig positivt fra dag et. Tilgængeligheden til OB-merchandise er blevet øget markant, og det har resulteret i stor stigning i salget af OB-trøjer – ikke bare lokalt, men også nationalt. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi i dag udvider aftalen, som flytter Unisport ind blandt de allerstørste partnere i OB, siger Jack Jørgensen, OB’s kommercielle chef.
Med den nye aftale bliver Unisport nu også ærmesponsor på OB’s stribede trøje.
- Når vi i morgen præsenterer vores nye hjemmebanetrøje fra Hummel, vil Unisport være den første ærmesponsor i OB’s historie. Vi er ret begejstret for vores nye trøjedesign, hvor vi er lykkedes med at integrere Unisport helt naturligt ind på ærmet, og vi glæder os til at give trøjen premiere på søndag, når vi spiller mod AGF.
Deler kærligheden til fodbold og får drømme til at gå i opfyldelse
Det synlige bevis på Unisports nye partnerskab med OB kan ses i morgen kl. 10.00, når OB’s hjemmebanetrøje bliver præsenteret. Og netop placeringen på det stribede ærme gjorde det udvidede partnerskab attraktivt for Unisport.
- Det giver rigtig god mening at gøre sit sponsorat synligt på OB-trøjen, og jeg synes, at pladsen på ærmet er meget prominent. Det er første gang, at Unisport har sit navn på et superligaærme, og det understreger, hvor vigtigt vores partnerskab med OB er. Jeg er sikker på, at det kommer til at give Unisport en rigtig god synlighed hos både fans og på tv, siger Mikkel Sass, Head of Team Sales, Unisport.
Hos Europas førende online forhandler af fodboldstøvler, fodboldtrøjer og andet udstyr er man glade for det partnerskab, man igennem halvandet år har haft med OB.
- Vi har haft et rigtig godt partnerskab med OB, hvor vi spiller hinanden gode. Vi er fodboldnørder på hver vores måde, og vi deler kærligheden til fodbold, og sammen repræsenterer vi både klubfølelse, kendskab til fans og kommerciel indsigt i den moderne fodboldverden. Sammen kan vi få fodbolddrømme til at gå i opfyldelse, siger Mikkel Sass og tilføjer:
- Odense Boldklub er en af Danmarks største fodboldklubber, både hvad angår historie og resultater, og de har rigtig mange loyale fans. Naturligvis lokalt, men også rundt omkring i landet. Det har vi kunne konstatere, siden vi overtog onlinesalget af OB-trøjer, som har udviklet sig særdeles positivt det sidste halvandet år.
Aftalen med Unisport løber frem til sommeren 2023.