26.01.2023 15:19
I OB producerer vi meget forskellig content, som grafik, tekster og video, og derfor er det nu slut med OB TV, som fremadrettet vil hedde OB Media.
OB er meget mere end en fodboldklub; det er en livsstil, der handler om mere end tre point, og derfor dækker vores kommunikation også meget mere end weekendens kampe. Vi ønsker at være relevante alle ugens dage gennem spændende content fra Odense og Ådalen. OB Media er derfor vores italesættelse af klubbens position på mediemarkedet.
- I OB har vi nogle stærke distributionskanaler, men vi ønsker også at skabe unikt content til de platforme, som engagerer vores fans. Vi vil være modige i forhold til at teste ting af og dyrke dem, der virker, og dræbe dem der ikke gør, så vi i OB Media kan leve op til vores ambition om at levere højkvalitets content, som er med i toppen af Danmarks sportsklubber, siger Rasmus Nejstgaard, der er kommunikationschef i OB.
I løbet af 2022 har vi således investeret i at opbygge OB Media, og vi har udviklet os på videodelen og skabt en meget høj produktionskvalitet, hvor vi kan skabe og producere det meste content inhouse. Men det betyder ikke, at vores stærke samarbejde med eksterne medier bliver mindre.
Tværtimod ønsker vi fortsat at være en åben fodboldklub, der sætter stor pris på den daglige dækning, vi får fra eksterne medier såsom Stemmer Fra Ådalen og Fyens Stiftstidende, ligesom mange fodboldinteresserede kan se frem til, at man i slutningen af foråret får et eksklusivt indblik i dagligdagen hos en fodboldklub gennem TV2 Fyn.
Vi har udviklet os markant
I OB har vi netop overstået et fantastisk 2022, hvor det stribede fællesskab nåede det højeste tilskuersnit i 13 år, og det er nogle af de ting, der gør os stolte over at være stribede. Vi har sat gang i en virkelig interessant udvikling, hvor vi har udviklet os markant, mens vi sammen med vores fans har vækstet tilskuertallet til et meget højt niveau.
Vi er alle en af striberne, og klubbens fans er en vigtig – hvis ikke den vigtigste - del af klubben, og derfor repræsenterer stribede supportere også en essentiel del af vores dagligdag.
På tværs af vores digitale platforme har vi i dag en følgerskare på mere end 150.000, og når vi benchmarker vores social media-performance med 3F Superligaens øvrige hold, har vi over det seneste år placeret os i top4 målt på interaktioner.
- Kampagner, data og content er blevet væsentlige aktiver i salg og aktivering af kommercielle partnerskaber, men det er også blandt vores vigtigste markedsføringselementer i forhold til rekruttering af nye fans, siger Jack Jørgensen, der er kommerciel chef i OB.
Det lykkes kun, hvis man kender sit publikum og har en god ide om, hvad der giver mening for dem. Hos os er modtagerne en meget bred skare, men vi forsøger at finde de fælles referencepunkter. Og det gør os også agile og tilpasningsdygtige med kort varsel.