01.02.2022 14:25
Vintertransfervinduet er smækket i, og vi har sat Michael Hemmingsen og Björn Wesström i stævne til en snak om det netop overståede vindue.
Natten til tirsdag smækkede transfervinduet i efter tre tilgange til OB og to afgange fra klubben. Det var samtidigt også det første transfervindue med både sportschef Michael Hemmingsen og fodbolddirektør Björn Wesström i Odense.
- Jeg har som person ikke været så meget med i planlægningen af vinduet, da jeg kom til OB i begyndelsen af januar. Forberedelserne til et vindue starter længe inden, men jeg har været med til at træffe beslutningerne i samarbejde med Michael, ligesom Andreas (red. Alm.) er taget med på råd i forhold til, hvilke spillere og spillertyper, der manglede på vores hold, siger Wesström og fortsætter:
- I forhold til de aktiviteter, der har været, har vi analyseret og vurderet, hvad den enkelte transfer skabte af situationer i vores trup, og så har vi ageret efter det. Det er endt med tre spillere ind og to spillere ud, ligesom vi har fået lavet en vigtig forlængelse med Max Fenger, siger vores fodbolddirektør.
- Der var brug for at øge konkurrencesituationen
Der er kommet to spillere ind i forsvarskæden, og det er ikke nogen tilfældighed. Det er beslutninger, der er truffet med udgangspunkt i efterårets præstationer og den aktuelle trupsammensætning.
- I vores vurdering om, hvad der skulle ske i dette vindue, har vi taget udgangspunkt i præstationerne for efteråret, ligesom vi har vurderet, hvor der har været brug for at øge konkurrencesituationen. Der besluttede vi, at vi skulle øge konkurrencesituationen i det centrale forsvar og på venstre back. Derfor har vi hentet spillere ind til de to pladser, så der kommer hårdere kamp om pladserne, og jeg forventer, det bliver rigtig godt for os, siger Wesström.
Hemmingsen glad for vinduet
Mens Wesström har haft en mindre rolle i dette vindue, er det sportschef Michael Hemmingsen, der har haft en mere fremtrædende rolle; og han er godt tilfreds med, hvad der er sket i Odense.
- Aktiviteten i vinduet har været i det omfang, vi havde forventet, inden vinduet åbnede. Vi har fået Sander Svendsen tilbage efter et lejeophold i Odds BK. Her havde han en rigtig god periode, og vi håber, han kan bygge videre på det, han leverede i Norge. Han er vellidt i truppen, og han er en rigtig arbejdsom spiller. Så det er dejligt, at han er tilbage i klubben, siger Hemmingsen, der også var med til at hente to helt nye spillere til Odense:
- Joel King og Mihajlo Ivančević er to spillere, vi har fulgt i lang tid, og vi er rigtig glade for, at det er lykkes at få dem til klubben. Som jeg sagde ved præsentationen, så er Mihajlo en forsvarsspiller med stort F. Han skal spille fodbold på en lidt anderledes måde, end han har gjort tidligere, men jeg er helt sikker på, han er en god tilføjelse til truppen i forhold til konkurrencesituationen i det centrale forsvar.
- Joel har lige fået debut på Australiens A-landshold, og han er en ung, talentfuld forsvarsspiller. Han kommer fra den anden side af jorden, så han skal formentlig lige bruge lidt tid på at tilpasse sig. Men han er spændende, og han er en god tilføjelse til vores trup, siger Michael Hemmingsen.
To spillere har forladt Striberne i det netop overståede vindue, og mens det i denne omgang er permanent med Mart Lieder, er det måske et på gensyn til sommer med Moses Opondo, der er udlejet til AC Horsens.
- Mart var i slutningen af sin kontrakt, og alle parter kunne se fornuften i, at han blev løst af sin kontrakt hos os, da han stod med muligheden for at komme til en anden klub. Så det er glædeligt for ham, at han er kommet til FC Emmen, og vi ønsker ham held og lykke.
- Den anden spiller vi har sendt på græs andetsteds i vinduet er Moses Opondo, som vi har lejet ud til AC Horsens. Moses havde et ønske om at spille nogle flere minutter, og det var der en mulighed for i AC Horsens, så jeg ser frem til at følge hans udvikling i Horsens, siger Hemmingsen.
Da transfervinduet smækkede i natten til tirsdag, betød det, at vi nu ikke kan hente spillere i andre klubber, før vinduet åbner igen til sommer. Der er dog flere lande, hvor vinduet endnu ikke er lukket, og derfor er det en mulighed, at der er OB-spillere, der skal i aktion for andre klubber i foråret, hvis det kan gavne deres udvikling.