DSC06331 copy

15.12.2021 08:30

Spillerne er gået på juleferie, og her har de alle fået et individuelt træningsprogram med hjem, så de står skarpt – både fysisk og mentalt – når vi den 5. januar starter træningen op i 2022.

Søndag aften sikrede vi os en billet til semifinalen i Sydbank Pokalen, og efter den samlede sejr over Randers FC gik spillerne på en velfortjent juleferie. Her har spillerne fået lektier for af vores fysiske træner, Janus Blond. Alle spillere har fået et individuelt træningsprogram med hjem – og fælles for dem alle er, at programmet starter med en håndfuld fridage.

- Det er vigtigt, at vores spillere får koblet mentalt af i ferien. Derfor er der i deres træningsprogrammer lagt et sted mellem 5-10 ”fridage” ind i programmet, inden træningsprogrammet for alvor begynder. Der skal være tid til et mentalt break, og der skal være tid til, at de kan julehygge med deres familier, inden vi igen skal i gang. Intensiteten i programmerne bliver skruet op, som vi nærmer os den 5. januar, hvor vi vender tilbage fra ferie, siger Janus Blond.

Udover at koble af mentalt, så skal spillerne naturligvis også restituere fysisk, inden de skal i gang med et program, der nok indeholder noget mere fysisk aktivitet, end vi andre ser frem til i juletiden.

- Det er et rimeligt hårdt program, der venter spillerne. Det består både af en løbedel og en styrkedel, så vi får holdt begge dele ved lige, selvom vi ikke mødes i klubben. I løbedelen er noget af træningen med fokus på højhastighedsløb, så vi kan forebygge skader især i baglår, inden vi starter træningen igen i januar.

- Formålet med løbedelen er, at vi skal bibeholde og i nogles tilfælde gerne øge løbekapaciteten. Det er vigtigt, der er noget belastning med i løbedelen af programmet, så vi kan modstå den belastning, der venter, når vi til januar starter træning igen. Derudover er styrkedelen også vigtig at have med, så vi kan stå godt rustet i forhold til den ømhed, der vil komme i opstarten, når vi igen skal spille fodbold med hinanden, siger Janus Blond.

Selvom det kan virke surt at skulle bruge juleferien på intervalløb og styrketræning, så har Janus Blond faktisk en fornemmelse af, at størstedelen af spillertruppen synes, det er en helt fin måde at bruge ferien på.

- Vi er 27 i truppen, og der er jo nok 27 forskellige holdninger til, hvad juleferien skal bruges på, men størstedelen af vores trup ser ferietræningen som noget positivt. Der kan nulstilles mentalt, hvorefter der kan lægges på fysisk.

- Nogle har været hårdere belastet end andre, og nogle er bedre til at træne individuelt end andre. Det kan for nogle været svært at holde ferie, men samtidigt at skulle holde sig til et hårdt fysisk træningsprogram. Så kan man godt få lidt ondt af sig selv, fordi ens venner og familie bruger tiden anderledes. Men ligesom man kan være god til at sparke frispark eller til at løbe hurtigt, så er det også en disciplin og egenskab i sig selv at være i offseason og få det maksimale ud af det. Men jeg synes, vi har en god gruppe spillere, for de forstår vigtigheden af at stå skarpt, når vi vender tilbage den 5. januar, siger Blond.

At den fysiske træning i ferien er hård, skal nemlig medvirke til, at det bliver endnu sjovere for spillerne at vende tilbage på træningsbanen i januar.

I januar spiller vi to træningskampe, inden vi den 1. februar skal på træningslejr i Tyrkiet. Her venter der yderligere to træningskampe, og du kan få et overblik over hele opstartsprogrammet her.