Sikker sejr på Østerbro
16.08.2024 19:03
Der var stribet dominans fra første fløjt, da vi fredag aften gæstede B.93 på Østerbro Stadion, og efter tre stribede scoringer i kampens første 23 minutter blev kampen sikkert kæmpet hjem.
NordicBet Ligaen
Fredag den 16. august 2024 Kl. 19:00
B.93 – OB (0-3) 1-3
0-1: Jakob Bonde (13.)
0-2: Max Fenger (20.)
0-3: Leeroy Owusu (23.)
1-3: Sebastian Clemmensen (56.)
Kampens dommer: Jesper Nielsen
Kampens forløb:
1.475 striber havde købt billet til udebaneafsnittet, og det var dermed den største, stribede udebaneopbakning i flere år, da vi fredag aften gæstede B.93.
De medrejsende fans kunne fra første fløjt se stribet dominans på banen, hvor først Markus Jensen sendte et skarpt indlæg ind mod Max Fenger, som dog akkurat ikke kom frem til en afslutning. Kort efter var det Max Fenger, der serverede bolden for Luca Kjerrumgaard, men den stribede topscorers afslutning blev blokeret til hjørnespark.
Senere var det Leeroy Owusu som træk ind i banen fra højre, hvorefter han kort sendte bolden videre til Max Fenger, der afsluttede, men Michael Falkesgaard reddede flot i hjemmeholdets mål.
Efter godt ti minutters spil sendte Max Ejdum en knivskarp aflevering op i banen til Luca Kjerrumgaard, der kom forbi sin oppasser, men målmanden reddede flot hans afslutning til hjørnespark. Det efterfølgende hjørnespark tog Alasana Manneh sig af, og han slog bolden indover til Jakob Bonde, som headede bolden i kassen til 0-1.
Føringen blev kort efter udbygget, da Nicholas Mickelson kom igennem på venstrekanten og sendte bolden indover til Max Fenger, der headede bolden i mål til 0-2.
Blot tre minutter efter kom Nicholas Mickelson endnu en gang igennem i venstre side, og denne gang valgte han at spille bolden skråt tilbage i banen til en fri Leeroy Owusu, som hamrede bolden i kassen til pausestillingen 0-3.
Sejren blev kørt hjem i anden halvleg
Den stribede dominans fortsatte fra anden halvlegs start, og der var ikke spillet mange minutter, før Luca Kjerrumgaard kom frem til en afslutning, men bolden blev reddet til hjørnespark.
Det var dog hjemmeholdet, som først kom på måltavlen i anden halvleg. Det skete efter Osman Addo kom frem til en afslutning, som Viljar Myhra reddede, men Sebastian Clemmensen var først over returen, hvorefter han reducerede den fynske føring.
Scoringen gav tilsyneladende hjemmeholdet tro på tingene, og kort efter var det Mikkel Mouritz, der forsøgte fra distancen, men Viljar Myhra reddede flot til hjørnespark. På hjørnesparket headede Nicolaj Thomsen bolden i mål, men der var inden begået frispark på Viljar Myhra, så scoringen blev annulleret.
Vi fik dog kæmpet os tilbage ind i kampen, og det gav senere en fin mulighed, da Don Deedson kom igennem i højre og sendte bolden indover til Luca Kjerrumgaard, der dog blev blokeret i skudøjeblikket. Returen havnede for fødderne af Gustav Grubbe, som desværre måtte se sin afslutning gå over mål.
I kampen sidste kvarter skabte Don Deedson selv muligheden for at udbygge føringen, da han trak ind i banen i højre og afsluttede, men desværre måtte han se sit forsøg afvist af stolpen. Dermed kom der ikke flere scoringer i kampen, da vi tog den femte ligasejr i træk i NordicBet Ligaen.
OB’s startopstilling:
Viljar Myhra – Leeroy Owusu, Bjørn Paulsen (Mihajlo Ivančević, 77.), Tobias Slotsager, Nicholas Mickelson – Alasana Manneh (William Martin, 93.), Max Ejdum (Gustav Grubbe, 66.), Jakob Bonde (Tom Trybull, 77.) – Markus Jensen (Don Deedson, 66.), Luca Kjerrumgaard, Max Fenger
Bænken:
Martin Hansen, Mihajlo Ivančević, Tom Trybull, Don Deedson, Gustav Grubbe, Marcus McCoy, Johannes Selvén, Elias Hansborg-Sørensen, William Martin
Næste kamp:
Onsdag den 21. august kl. 18.30 mod FC Fredericia, Nature Energy Park. Du sikrer dig billet til kampen her.