
- Vi kan godt drille dem
06.11.2026 13:00
På tirsdag den 10. november venter der endnu en vigtig kamp i A-Ligaen, når vi tager turen til Jylland og gæster FC Midtjylland kl. 19.00. Der er vigtige point på spil, og for Ida Olsen bliver det samtidig et særligt opgør mod hendes tidligere klub og holdkammerater.
Vi rejste os efter den svære start
I seneste kamp mod Brøndby IF fik vi en svær start og kom hurtigt bagud med to mål. Men vi arbejdede os ind i kampen igen, og Ida Olsen sætter ord på, hvordan vi som hold reagerede på den tidlige modgang.
- Jeg synes vi får arbejdet os godt ind i kampen igen og virkelig arbejder for hinanden. Faktisk holder vi dem fra de helt store chancer i anden halvleg. Derudover syntes jeg vi blev modigere på bolden og turde spille med dem, lyder det fra Ida.
Et særligt gensyn
Nu retter vi blikket frem mod tirsdagens opgør mod FC Midtjylland, der bliver et særligt gensyn for Ida Olsen. Hun skiftede nemlig fra FC Midtjylland til Odense i sommers, og derfor venter der et møde med både hendes tidligere klub og gamle holdkammerater.
- Det er selvfølgelig altid lidt specielt at møde sine gamle holdkammerater, men jeg glæder mig også rigtig meget. Der er altid lidt mere på spil når man møder sin gamle klub, fortæller Ida.
Mod og kynisme skal sikre os point
Der venter os tirsdag et svært opgør mod det midtjyske mandskab, og der er flere aspekter af vores spil, der skal lykkes, hvis vi skal sikre, at alle tre point bliver i Odense.
- Der er ingen tvivl om at de er et godt spillende hold, men jeg tror også på at vi godt kan drille dem. Vi skal tage den gode udvikling med os, som vi er inde i. Når vi står godt defensivt, så er vi svære at kreere chancer imod, så det bliver vigtigt, siger Ida inden hun fortsætter:
- Så skal vi være kyniske i den anden ende og score på de chancer vi får. Derudover skal vi turde at være modige på bolden og spille med dem, for det kan vi sagtens, afslutter hun.
Vi spiller næste hjemmekamp den 14. november kl. 13.00 når HB Køge gæster os på Nature Energy Park. Du sikrer dig billet her.




