Tyler Burey stopper i OB

29.08.2024 12:00

Vi er blevet enige med Tyler Burey om at stoppe samarbejdet, så den engelsk-jamaicanske offensivspiller kan finde en ny klub på egen hånd.

Tyler Burey kom til klubben fra engelske Millwall F.C. sent i sidste sommers transfervindue, men i OB er det aldrig blevet til så meget spilletid. I foråret blev han udlejet til Oxford United FC, inden han i løbet af sommeren vendte tilbage til Ådalen.

Men her er hans tid nu slut, da vi er blevet enige om, at kontrakten, der oprindelig løb til sommeren 2026, nu bliver ophævet tidligt.

- Tyler Burey har ikke haft et godt forløb i OB. Vi har gennem længere tid sammen ledt efter en ny mulighed for Tyler, men de muligheder, vi fandt, lykkedes ikke. Derfor har vi nu i fælles overensstemmelse vurderet, at det giver mest mening og flest muligheder at ophæve samarbejdet nu. Tyler ønskes alt det bedste, siger sportsdirektør, Troels Bech.

Selvom Tyler Burey ikke har opnået, det han håbede på i sin tid som OB-spiller, ser han tilbage med læring, han kan bruge på sin videre færd.

- Først og fremmest vil jeg gerne takke min herre og frelser Jesus Kristus. Det her er en aftale, der var nødt til at ske, og som kommer på det rigtige tidspunkt. Jeg har fået et budskab fra Gud om at tage denne beslutning. Tingene her er ikke gået, som det var meningen, det skulle gå, men det er sådan fodbold kan være. Jeg ser frem mod fremtiden, siger Tyler Burey og fortsætter:

- Det har været en stor læringsoplevelse at være her, og jeg vil tage alt med, jeg har fået herfra, og bruge det til at komme videre.

Tak for tiden, Tyler.