Vi forsætter vores ubesejrede sæsonstart med endnu en sejr mod Hillerød Fodbold
10.08.2024 18:07
Det holdt hårdt til sidst, men med en mand i undertal fik vi alligevel kæmpet de tre point i hus, da vi lørdag aften tog endnu en sejr i NordicBet Ligaen.
NordicBet Ligaen, Grundspillet 2024/25
Lørdag den 10. august kl. 17.00, Nature Energy Park
OB - Hillerød Fodbold (0-0) 1-0
1-0: Luca Kjerrumgaard (63.)
Advarsler:
OB: James Gomez (29.), Tobias Slotsager (76.), Mads Lyng, (85.)
Hillerød Fodbold: Jonathan Witt (30.)
Udvisninger:
James Gomez (75.) andet gule kort
Kampens dommer:
Mathias Lykke
Kampens forløb:
Lørdag eftermiddag skulle vi forsøge at udbygge vores ubesejrede stime, da Hillerød Fodbold kom på besøg i fjerde runde af NordicBet Ligaen. Stemningen var sat fra start med flere veloplagte striber på plads på lægterne. Martin Hansen var tilbage i målet, og allerede efter fem minutter viste han, at han var klar fra start, da han med en redning fik pareret gæsternes første afslutning forbi mål.
Efter 13 minutter var vi centimeter fra at bringe os foran, da Markus Jensen efter et hjørnespark opsnappede andenbolden inde i Hillerød-feltet og fik med en knaldhård afslutning sendt kuglen op på overliggeren, men der var desværre ikke en mand til at skrabe bolden ind, selvom den bouncede ned på stregen og skabte panik i det sjællandske forsvar.
Vi havde flere afslutninger inden for den første halve time. Her testede Luca Kjerrumgaard også sit held fra distancen, men desværre over mål for den stribede topscorer. Det blev ellers ikke til det helt store i første halvleg, og begge hold kunne derfor gå til pause med 0-0.
Allerede i de første minutter af anden halvleg var der lagt op til et stribet pres på Hillerøds banehalvdel. Presset blev større og større på gæsterne. Efter en times spil forsøgte Jakob Bonde langt ude fra, men Hillerød-keeperen fik pareret bolden over mål. På det efterfølgende hjørnespark kom forløsningen, da Luca Kjerrumgaard kunne pande et indlæg fra Alasana Manneh i kassen til 1-0 – femte mål i sæsonen fra Kjerrumgaard, der nu ligger nummer et på topscorerlisten.
Alt gik efter planen, indtil James Gomez med et kvarter igen modtog sit andet gule kort i kampen, og vi skulle derfor spille kampen færdig med ti mand på banen. Hillerød var mod slutningen af kampen tæt på at udligne, da et gennembrud i højreside resulterede i en cutback-aflevering, hvor deres angriber med en flad inderside fik banket kuglen lige ind i hovedet på Bjørn Paulsen, som efterfølgende måtte tilses. Martin Hansen måtte to minutter efter igen vise sit værd inde mellem stængerne, da han med en flot redning fik vippet et Hillerød-skud over mål.
De sidste minutter af kampen var ren overlevelse, med en mand i undertal og en føring at forsvare. En stærk defensiv organisation fik kriget de tre point hjem til sidst, hvilket vil sige, at vi fortsat er ubesejret i NordicBet Ligaen og ligger på en sikker førsteplads.
OB’s startopstilling:
Martin Hansen, James Gomez, Nicholas Mickelson, Jakob Bonde, Bjørn Paulsen, Alasana Manneh, Luca Kjerrumgaard, Leeroy Owusu, Max Ejdum, Markus Jensen, Max Fenger
Bænken:
Tobias Elnegaard, Mihajlo Ivancevic, Gustav Grubbe, Tobias Slotsager, William Martin, Elias Hansborg, Don Deedson, Marcus McCoy, Johannes Selvén
Næste kamp:
Fredag den 16. august kl. 19.00 mod B93, Østerbro Stadion