Året der gik med Akademiet
16.12.2024 06:50
Akademichef Tonny Hermansen ser tilbage på et år med OB i toppen af dansk ungdomsfodbold, en stærk transition til førsteholdet og det bedste år for Akademiet resultatmæssigt. Samtidig ser han ind i Akademiets ambitioner for 2025.
Når akademichefen ser tilbage på 2024 har det været et år med mange store begivenheder. Lige fra den første Christian Eriksen Cup, en nedrykning på førsteholdet, mange ungdomslandsholdsspillere fra Akademiet og et resultatmæssigt stærkt år.
- Jeg synes, at 2024 har været et sindssygt godt år på mange fronter. Vi har fået mange spillere igennem til førsteholdet, og vi har fået mange spilminutter på førsteholdet – selv i den svære tid, hvor vi rykkede ud. I de sidste kampe før vi rykkede ud fik vi et billede af, at de unge akademister faktisk kunne præstere i den fase, og det var jeg rigtig stolt af, fortæller Tonny Hermansen.
- Vi havde også vores første Christian Eriksen Cup i januar, hvor det gik rigtig godt. Jeg er sindssygt stolt af alle vores medarbejdere, som fik skabt en god international turnering.
Vil konkurrere med de bedste
Samtidig har Akademiet efter fem gode år, haft sit bedste år til dato på resultatsiden:
- Resultatmæssigt var 2024 det bedste år, vi nogensinde har haft på Akademiet. Vi blev dansk mester med U17 og nummer to med U15. Vi blev nummer fem med U19, og når man er lidt nørdet og lægger det sammen, er vi samlet set det Akademi i Danmark med allerflest point og den bedste placering. Selvom det vigtigste er at få spillere op på førsteholdet, så er det jo alligevel et signal at sende, at vi når vores målsætning om at kunne konkurrere med de bedste.
- Vi har aldrig haft så mange landsholdsspillere, som vi har haft i år. Det har været fantastisk. Vi blev også nummer to i de nordiske mesterskaber med U17. Turneringen var sådan set en U18-turneringen, og vi stillede med turneringens absolut yngste hold. Så den præstation synes jeg også var stærk.
De gode resultater forklarer Akademichefen med en stor tygelighed og genkendelighed på tværs af årgange over mange år, samt at trupperne er i Ådalen i mange år og har stærke relationer.
- Det handler om ’vi’ følelsen for klubben, siger Tonny.
Toppen af dansk ungdomsfodbold
De gode resultater i 2024 fordrer yderligere udvikling for spillerne – særligt i internationale sammenhæng:
- Det betød meget for vores egen selvforståelse, at vi har vundet guld med alle hold inden for en kort periode. Det sender også et signal udad til, for når vi inviterer til en international turnering, så kigger de også på, hvad det er for en klub. Når de ser, at OB er med i toppen af dansk ungdomsfodbold, så er det interessant for dem at komme hertil og at der er et marked, fordi vi også sælger spillere til udlandet.
- Når vi både vinder nationale og internationale turneringer, får invitationer til internationale turneringer, som gør at vores spillere udvikler sig. Og det er målsætningen. Så det er sindssygt vigtigt også at vinde kampe, så udviklingen fortsætter, forklarer Tonny.
Det oser ud af os alle sammen, at vi vil det her
Dog kan man ikke snakke om 2024 uden at italesætte nedrykningen for førsteholdet:
- Der er ingen tvivl om, at den vej, hvor vi er på vej hen nu, hvor vi gerne vil se, om vi kan få integreret endnu flere unge mennesker på førsteholdet, det tror jeg er den rigtig vej for OB. Men vi må også erkende, at vi i OB er en traditionsklub, som helst skal være i den bedste række, så det gjorde forfærdeligt ondt, da vi rykkede ud, siger Tonny, når han tænker tilbage på tiden omkring nedrykningen.
- Indtil videre er vi kommet videre på en flot måde. Det er svært at spille i førstedivision og at få mange unge mennesker ind på førsteholdet. Men det havde måske været endnu sværere at spille videre med nogle spillere, som ikke ville spille i førstedivision. Den måde de har fået sammensat holdet på med de spillere, der blev tilbage, de har virkelig taget et fantastisk ryk og et stort ansvar og integreret de unge mennesker, sådan at året for førsteholdet sluttede rigtig flot.
- Det kan gøre, at det er lige nu, at vi bliver stærkere som en stor enhed, fremfor små enheder, som ikke kan få fællesskabet til at fungere. Jeg synes det oser ud af os alle sammen, at vi vil det her, og det er jeg stolt af.
Danmarksmestre i transition
Troels Bech har udtalt, at vi vil være danmarksmestre i transition. Og den målsætning er Tonny Hermansen helt enig i. Samtidig har han set en udvikling i transitionsarbejdet i 2024:
- Transitionen er blevet mere markant. Vi vil gerne satse på unge mennesker. Sportsdirektøren, Akademiet, rekruttering og transitionstræneren er helt enige om vejen. Det er blevet naturligt med mange spillere i transition, og nogle er også gået tidligere i transition end normalt.
- Vi skal hele tiden stå på tæer for at være med, for kravene er store. Så vi skal være dygtigere til at udvikle spillerne, så de endnu tidligere er klar til at stå ude på stadion med det pres der er der.
Derfor er målsætningen for Akademiet i 2025 at skubbe flere spillere op på førsteholdet, komme endnu tættere på førsteholdet og få flere på ungdomslandsholdene. For Akademiet skal hele tiden udvikle sig:
- Vi skal stå tættere sammen, står endnu mere på tæer, og være endnu tydeligere i vores uddannelsesstil og opfylde vores strategier og langsigtede mål og evaluere i løbet af året.
Dog er Akademiets største målsætning for hoveddelen af holdene ikke resultater i sig selv, men træningsmiljøet og udvikling af spillere:
- For U19 er målet at være i top-6, men for alle andre hold er målsætningen ikke resultater, men at skabe et godt miljø for uddannelse af spillere, afrunder Tonny Hermansen.