U19 overvintrer i toppen af ligaen
09.12.2024 14:20
I årets sidste kamp i NordicBet-Ligaen var der spilletid til fire striber med U19-alder, og det bringer også glæde hos U19-cheftræneren, Ivan Poulsen, der netop har sat punktum for et 2024 i U19-Ligaen, der har budt på individuel udvikling, et tydeligere udtryk og god transitionstræning på tværs af årgange.
Lørdag spillede vi årets sidste kamp i U19-Ligaen, og her blev Silkeborg IF besejret med 2-0 i Ådalen, hvilke betyder, at vi overvintrer på andenpladsen i ligaen kun et point fra FC Nordsjælland på førstepladsen.
- Jeg synes, vi har haft en positiv efterårssæson. Både udviklingsmæssigt i forhold til den enkelte spiller, hvor der er mange, der har taget nogle gode ryk, og mange af dem der er nye i U19 – altså U18-spillerne – har fået en masse spilletidsminutter og har gjort sig gældende fra starten. Udover den individuelle udvikling har der også været gode takter i spillet på banen, hvor vi ligger med i toppen og har scoret en del mål, så det er vi rigtig glade for, siger Ivan Poulsen, inden han fortsætter:
- Bortset fra kampen mod FCK, hvor vi taber stort, så har vi haft nogle gode og tætte kampe. Men vi har også set det fremadrettede udtryk, som vi gerne vil have i OB – både med og uden bolden - og det er det, det handler om for os; at vi kan genkende os selv, i det vi gør, og spiller på den måde, der er aftalt i klubben.
Førsteholdsspillere viser vejen for de yngste U19-spillere
Ivan Poulsen mener også, at der bag resultaterne i tabellen ligger mange hårde timer på træningsbanen.
- Vi har jo en årsplan for træningstemaerne, som handler om at blive skarpere på vores spillestil; hvordan vi gerne vil bygge op og skabe chancer, og hvordan vi gerne vil presse og forsvare, og det arbejder vi videre med fra år til år, sig U19-cheftræneren.
De enkelte træninger har krydset en del på tværs af årgangene, og det ser man også på førsteholdet, hvor en del U19-spillere får spilletid. Det skaber både muligheder og udfordringer og stiller krav til tydelighed på tværs af årgange:
- Der er jo en del af førsteholdsspillerne, der egentlig har alderen til at kunne spille U19-fodbold. Men fordi de er dygtige, og de har arbejdet godt på Akademiet, kan de tidligt være klar til førsteholdet. Det så vi også i den seneste kamp mod B.93, hvor der var fire spillere med på banen med U19-alder, så det er vi sindssygt glade for.
Det betyder også, at U19-truppen en gang imellem får glæde af spillere fra førsteholdstruppen.
- Den store udfordring for U19 - hvor der heldigvis er mange af U19-spillerne, der træner med førsteholdet – er, at vi så ikke ser dem så meget i dagligdagen. Derfor er det endnu vigtigere, at de aftaler vi har, omkring hvordan vi gerne vil spille, er tydelige for alle spillere. Så når de kommer til lørdagens kamp, så ved alle, hvad det er, vi skal. Så det er meget relationerne og den tydelige spillestil, vi arbejder med, siger Ivan Poulsen, inden han fortsætter:
- Hvis de mangler kampminutter, så kan vi hjælpe på U19, og alle dem, der er kommet fra førsteholdstruppen, er kommet med en fremragende indstilling og har været med til at løfte vores niveau i kampene og vise vejen for de yngste U19-spillere. På den måde er transitionen op til førsteholdet velfungerende, så vi er rigtig glade for vores samarbejde med førsteholdsafdelingen.
Transitionen går også den anden vej, så når U19-spillerne træner med førsteholdstruppen, træner U17-spillerne med i U19-truppen.
- Når vi skubber op fra U19 til førsteholdet, så skubber vi også op fra U17 til U19, og på den måde bliver de integreret tidligt. Vi har jo Tobias Elnegaard med fast i truppen, som også har stået nogle kampe, og det er vi glade for at kunne give ham muligheden for, selvom han er ung.
- Så har vi også Adam Amrani, som er kommet i år fra B.93 og som egentlig er i U17-truppen, men har været oppe og spille kampe fra start. Mads Larsen har også været med og har scoret, så på den måde har de været med i kampene. Men i U19-træningerne er der også altid mange fra U17-truppen med.
Til januar venter Christian Eriksen Cup
Årets sidste kamp blev til en 2-0-sejr over Silkeborg IF, og dermed nærmer vinterpausen sig også for U19-truppen.
- Vi har nu en uges træning, hvor vi lige får samlet op på dem, der er småskadet og får rundet året af. Og så bliver drengene sendt afsted med et godt gammeldags vinterprogram, der fortæller, hvordan de skal styrketræne og løbe. Derefter kigger vi frem mod januar, hvor vi blandt andet har vores Christian Eriksen Cup på hjemmebane, hvor vi er værter for en stor, international turnering, og den glæder vi os meget til.
- Det at møde store, internationale klubber gør, at vi kan måle os med de bedste – ikke bare i Danmark, men også rundt omkring i Europa – det viser os, hvor vi er, hvor kan vi ligge på. Vi kan få noget inspiration fra nogle andre fodboldkulturer, og det udvikler både trænerne og spillerne, og det skærper os, slutter Ivan Poulsen.
Christian Eriksen Cup løber af stablen i Ådalen fra den 17. januar til den 19. januar.