- Vi skal gøre, hvad vi kan for at forstærke kærligheden

28.12.2024 13:58

Troels Bech har nu været sportsdirektør i OB i et halvt år, og mens året går på hæld, ser han tilbage på hans første måneder i direktørstolen.

Efterårssæsonen er overstået med hele 14 sejre og kun et enkelt nederlag i sæsonens første 18 kampe, og det er en statistik, som Troels Bech er imponeret over.

- Jeg kan ikke forklare vores mange sejre i lige kampe med meget andet, end at der er kommet en korpsånd og en vilje til at gøre noget ekstra for hinanden, som ikke var til at se i foråret og opstarten, så derfor har jeg et billede i mit hoved af, at det er den mest imponerende kulturforandring, jeg nogensinde har set, siger Troels Bech, inden han fortsætter:

- Jeg oplever den stemning, der omgiver vores træninger, som markant forandrede. Spillerne var en dysfunktionel og splittet en gruppe, men nu har de på eget initiativ lavet fisketure og overnatninger i bivuaker og shelterhytter og laver på den måde en del arrangementer sammen.

- Vi kan godt forvente at se en udvikling i vores spil

Spillerne er nu på vinterferie, men lørdag den 4. januar vender spillertruppen tilbage, og her vil der blive trænet intenst frem mod årets første turneringskamp, når vi gæster Hillerød Fodbold fredag den 21. februar.

- Vi må være overbevist om, at vi er gode til at træne, og når vi skal have en lang periode med træning, så må det alt andet lige gavne os. Det må være vores forpligtelse at stå lige så godt – hvis ikke bedre – til foråret. Om det så kan føre lige så mange sejre med sig - det er en meget snæver margin at operere indenfor - men vi kan godt forvente at se en udvikling i vores spil.

- Fodboldmæssigt skal vi have en tydeligere spillestil, så det også er nemmere for vores unge spillere at træde over den flod, der nogle gange skiller ungdomsfodbold fra seniorfodbold.

Den sjette mest sete sportsvirksomhed i Danmark

Trods sommerens nedrykning fra 3F Superligaen har tilskueropbakningen fortsat været imponerende, og det er også noget, som vores sportsdirektør har bemærket.

- Jeg synes, vi har været i stand til at holde fast i samhørigheden og tilskueropbakningen – også efter nedrykningen – på en ret imponerende vis. Vi er den sjette mest sete sportsvirksomhed i Danmark på trods af nedrykningen, så vi må bare konstatere, at dem der arbejder med at kommunikere og gøre det tydeligt, hvad det er for et OB, man kan holde med, får skabt et stort vindue. Det er ret imponerende, for det kunne godt være nu, folk trak gardinerne fra og tog en pause, men byens opbakning, folks opbakning og OB’s evne til at række ud og gøre det nemmere at holde med os, den har været god, siger Troels Bech.

Samtidigt mener han også, at klubbens åbenhed og transparens er noget, som vi skal blive ved med at dyrke i fremtiden, og derfor er det nuværende identitetsprojekt også meget vigtigt.

- Sandsynligheden for at vi får færre point i fremtiden, end vi har fået i efteråret, er jo stor, og det er derfor vigtigt ikke at lade den enkelte kamp og det enkelte resultat afgøre, hvordan vi tilgår vores omgivelser. Så jeg tænker, at den åbenhed, jeg synes, der er ved at kendetegne OB, må være noget, vi skal forstærke. Eksemplet er IdentitetOB, hvor vi åbner døre og vinduer på vid gab for, at alle, der interesserer sig, kan få lov til at bidrage. Det at være tilgængelig for OB-familien er ret vigtigt, for vi får brug for hjælp, og vi vil gerne være fælles om det her.

Du kan læse mere om tankerne bag projektet her.

- Et nytårsforsæt må være at styrke tilliden til folk, der vil være med i det her

Når Troels Bech nu kigger ind i det kommende år, så har han et lidt atypisk nytårsforsæt:

- Vi skal gøre, hvad vi kan for at forstærke kærligheden. Det lyder lidt fluffy, men hver gang skepsissen begynder at larme i et hjørne, så prøv at fodre det med indsigt og tillid, som må være en forudsætning for at gøre noget sammen. Så et nytårsforsæt må være at styrke tilliden til folk, der vil være med i det her.