Reaktioner efter træningskampen mod Boldklubben Marienlyst.

25.02.2024 07:08

Sæsonens tredje træningskamp bød på alternativ modstand, da det var Boldklubben Marienlyst U15 Drengehold, der var modstanderen.

‎ Dagens kamp endte med et 1-0 nederlag, målet kom i første halvleg, hvor Boldklubben Marienlysts drenge spillede sig flot igennem i højre side, før de kunne placere bolden i kassen. 

I anden halvleg skiftede vi alle spillere med undtagelse af Reese Moffatt, der fik fuldtid. I anden halvleg var chancer og spil til mere, hvor både Marienlyst og vi havde chancer, der burde have givet mål, men bolden ville ikke ind over stregen den råkolde fredag aften.

Dermed endte kampen med et 1-0 nederlag. Det var dog ikke resultatet som var det vigtigste for cheftræner Kristian Mørch:

- For os var meningen med kampen at teste vores mentale udholdenhed mod et hold, der kan tilbyde noget andet end de andre kvindehold. Der skal lyde en stor tak til Marienlysts drenge for en god kamp, hvor de straffede os på det vi gerne ville være bedre på fortæller han og fortsætter

- Samtidig har vi mulighed for at blive presset på tempo og fysik, hvilket har været et fokuspunkt for os her i opstarten. Det er blandt derfor, at vi har spillet mod Kolding IF og FC Nordsjælland. At vi så også tester mod et lokalt drengehold, skyldes også at det var praktisk, når vi gerne vil have mange træningskampe hvor vi kan pudse finesser, form og taktik af.

Næste kamp er allerede på tirsdag, hvor vi brager sammen med Dalum/Næsbys kvinder nede i Ådalen kl. 19.30. Der vil være gratis adgang.