Til marts er der Orifarm Øens Hold Cup
05.02.2024 12:31
Den 22. – 24. marts er der Orifarm Øens Hold Cup, hvor drenge og piger i alderen U8 – U17 får trænet og skabt minder med deres holdkammerater.
Orifarm Øens Hold Cup er et traditionsrigt stævne, hvor man hos en række forskellige Øens Hold-klubber har nogle hyggelige dage med nye modstandere fra hele landet, og i år løber stævnet af stablen den 22. – 24. marts.
- Det fede ved Øens Hold Cup er, at man får en masse fodboldkampe komprimeret på en weekend, så det er en mulighed for at få øvet nogle ting, inden sæsonen går i gang. Man bliver matchet ordentligt på det niveau, man nu spiller på, hvor der både kan være et A-hold og D-hold med; altså både nybegyndere og folk, der har spillet i lang tid, siger Simon Stasiak, der er Øens Hold-konsulent og fortsætter:
- Og så er der også alle de sociale oplevelser. Det her med at kunne sove sammen med holdkammeraterne på en skole og gå frem og tilbage fra kampene og hygge sig om eftermiddagen og mellem kampene og spise sammen.
Her til foråret sparkes turneringen i gang fredag den 22. marts, hvor man møder ind til en kamp, inden man overnatter ved stævnet med holdkammeraterne. Lørdag er der morgenmad, inden kampene starter igen.
- Vi forsøger altid at matche holdene, så hvis du kommer fra Sjælland eller København, så spiller du typisk mod hold fra Fyn og Jylland. Så vi forsøger hele tiden at få sat dem sammen med nogle modstandere, som de normalt ikke møder, siger Simon Stasiak.
Stævnet giver noget tilbage til Øens Hold-klubberne
Til marts spilles kampene rundt omkring på Fyn, og alt efter hvilken årgang man tilhører, vil der være kampe hos Øens Hold-klubber som Årslev BK, Ringe BK, Otterup B&IK og Horne fS, og på den måde er stævnet også med til at give endnu bedre muligheder for talentudvikling hos de enkelte klubber omkring på Fyn.
- Klubberne bestemmer selv, hvordan de bruger indtægterne, stævnet giver, så det kan både være til en træningslejr for en specifik årgang, de kunne bruge dem til nogle sociale arrangementer, eller hvad de nu har lyst til. Men helt generelt så giver det noget økonomi til klubberne, som man kan bruge videre ude i ungdomsafdelingen, siger Simon Stasiak.