Magnus ’Krølle’ Andersen forlænger med to år

25.07.2024 12:12

Den hurtige og løbestærke U19-spiller, Magnus Andersen, der kom til OB som U13-spiller, har sat sin signatur på en kontraktforlængelse, så han kan fortsætte sin udvikling i striber de kommende to år.

Magnus Andersen har tit stået på holdkortet, når førsteholdet har spillet træningskamp. Han er nemlig en af de dygtige akademispillere, som ofte deltager i træningerne på Bane 1 i Ådalen, og som også har været med, når vi har været på træningslejr.  

Til dagligt er han at finde på det stribede U19-hold, og det er også her, han skal være i fremtiden, da vi er blevet enige med den unge kantspiller om en toårig forlængelse.  

- Magnus er en meget spændende spiller med en vanvittig motor. Han har den fart, som vi gerne vil have på vores kanter og backs, og så kan han løbe rigtig mange meter. Det er vigtigt i forhold til den måde, vi spiller fodbold på, at vi har nogen, der kan true modstandernes bagrum, men samtidig også kan komme hurtigt hjem og gøre en forskel i forsvarsspillet, siger Tonny Hermansen, der er akademichef i klubben, inden han fortsætter:  

- Magnus har udviklet sig rigtig fint i den periode, han har været på Akademiet, hvor han har lagt meget på; både hvad angår det tekniske og det taktiske. Vi er rigtig glade for, at vi nu kan forlænge hans kontrakt, og vi håber, at det kan gøre, at han kan tage det næste step op i førsteholdstruppen.  

Her har den hurtige kantspiller dog allerede fået sin førsteholdsdebut, da han sammen med andre akademispillere kom på banen i pokalsejren mod Tune IF i efteråret 2023.  

- Det er altafgørende for min udvikling 

Magnus er desuden også et godt eksempel på vores stærke Øens Hold-samarbejde, da han som U13-spiller kom til klubben fra Næsby Boldklub. Og den unge stribe ser frem til at fortsætte sin udvikling i klubben, hvor han har spillet i så mange år:  

- Jeg har optur. Det er virkelig dejligt at kunne forlænge med klubben, hvor jeg har spillet i så lang tid. Det er fedt, at klubben viser, at de tror på mig. Jeg håber, at det her kan give mig mere erfaring ved, at jeg kan komme op og træne med nogen, der er bedre end mig selv. Det er altafgørende for min udvikling, fordi jeg får mere udfordring, siger Magnus Andersen, der i klubben også går under navnet ’Krølle’. 

Kontrakten mellem Magnus og OB gælder indtil sommeren 2026.