U19-truppen klar til international turnering i Prag

25.07.2024 06:58

I dag drager de ældste akademispillere afsted mod Prag for at møde international modstand ved NEXTGEN CUP, og med i bussen er hele U19-truppen samt førsteholdsspillerne, Julius Berthel Askou Harvey og Nikolaj Juul-Sandberg.

Der venter U19-holdet en stor oplevelse, når de i denne weekend deltager i NEXTGEN CUP i Prag. En turnering, hvor de får mulighed for at måle sig med udenlandske spillere. 

- På akademiet sætter vi stor pris på at tage til internationale turneringer. Vi vil gerne prøve os af - ikke kun mod de bedste i Danmark, men også mod de bedste rundt omkring i Europa, og det giver denne her turnering mulighed for, siger U19-cheftræner, Ivan Poulsen. 

U-19 holdet er netop mødt ind til den nye sæson, og derfor er turneringen en vigtig del af holdets og spillernes udvikling. 

- Vi startede op i mandags, så denne turnering skal bruges til at spille den nye trup sammen. De skal lære hinanden at kende – både på banen og udenfor banen – og det er derfor oplagt her i vores pre-season at tage af sted til sådan en turnering, siger Ivan Poulsen. 

Den udenlandske modstand er vigtig for spillerne 

Foruden at klargøre de ældste akademispillere til den kommende sæson, er turneringen også en mulighed for at vurdere deres aktuelle niveau og parathed. 

- Vi får at se, hvor det er, vi er stærke, og hvor vi har nogle mangler. Og det bliver altid tydeligt, når vi spiller de her meget konkurrenceprægede kampe. Så det er med til at skærpe vores opmærksomhed på det taktiske - der er vi nødt til at være knivskarpt for, at vi kan lykkes, så på den måde, gør det det tydeligt for os, hvor er det, vi skal løfte vores niveau, siger Ivan Poulsen. 

I gruppespillet er vi i pulje med Legia Warszawa og AC Sparta Prag, hvor Julius Berthel Askous far er assistenttræner på førsteholdet. Det bliver dermed matching på højt niveau for U19-spillerne. 

- Det er altid gode modstandere, for der er ikke nogen, der bruger mange ressourcer på at rejse over landegrænser, hvis de ikke har dygtige og talentfulde spillere med. Så det er altid en oplevelse for os at se, hvad de andre lande og klubber kommer med, og se, om vi kan matche dem – og det plejer vi nok at kunne, slutter Ivan Poulsen. 

Turneringen sparkes i gang på lørdag, hvor vi kl. 15.00 møder værterne fra AC Sparta Prag, hvorefter vi søndag kl. 15.00 spiller mod Legia Warszawa.  

Program for puljespillet 

  • Lørdag 27. juli kl. 15.00: AC Sparta Prag – Odense Boldklub 
  • Søndag 28. juli kl. 15.00: Odense Boldklub – Legia Warszawa 

Onsdag spilles placeringskampene for turneringen. 

Vi sender en masse god energi afsted til U19-drengene fra Akademiet.