
U19-holdet sikrer sejren mod AaB dybt inde i overtiden
03.06.2024 07:33
Efter en kamp med chancer i begge ender, slutter vores U19-hold sæsonen af med en sejr, der blev sikret dybt inde i overtiden, da AaB lørdag eftermiddag lagde vejen forbi Ådalen.
U19 Drenge Ligaen, Runde 26
Lørdag den 1. juni 2024 Kl. 12:30
OB – AaB 1-0 (0-0)
1-0: William Christian Martin (90+4.)
Kampens dommer:
Allan Borgstrøm
Advarsler:
OB: Samuel Walseth Juel (39.) Marcus Mccoy (68.)
AaB: Nikolai Veilbæk Andersen (90.)
Kampens forløb:
I Ådalen kunne U19-gutterne gå på banen til sæsonens sidste kamp mod gæsterne fra AaB. Der var ikke engang spillet fem minutter før det stribede hjemmehold fik tilkendt et straffespark. Mikkel Søfeldt blev sat til at tage sig af det, men uheldigt for angriberen bragede han bold op på trekantssammenfoldningen og stolpe ud for OB.
Mikkel Søfeldt var generelt veloplagt til dagens opgør, der bød på flere afslutninger snært forbi mål, hvor et af dem var et forsøg på sidesakse. Spillet foregik generelt på gæsternes banehalvdel i første halvleg, hvor vi fik lagt et tungt pres. Vi var især farlige på dødbolde, hvor flere afslutninger blev headet mod AaB-målet. En hård tackling fra Samuel Walseth Juel resulterede i et gult kort, men ellers var der ikke meget action i slutningen af første halvleg, hvor begge hold kunne gå til pause med 0-0.
Gæsterne kom bedre med i anden halvleg, hvor de stod for flest chancer. Efter en periode, hvor AaB var i kontrol, kom vi frem til en god mulighed, da et indlæg fra højre endte hos indskiftede Anton Møller Hartmann Jensen, men fra tæt hold flugtede han den lige forbi mål.
Med et kvarter tilbage fik vi endnu en god mulighed, da et indlæg fra venstre side resulterede i en afslutning, hvor Nicolai Schmidt i AaB-målet måtte diske op med en vigtig redning. En stor fighter på banen, var dagens anfører Marcus Mccoy, der to gange reddede bolden på stregen, og dermed forhindrede gæsterne i at komme foran.
Bedst som man troede, at holdene ville gå fra banen med en nulløsning, kom scoringen ud af det blå. Efter en omstilling blev bolden sendt i dybden, AaBs højreback mistimede sit indgreb og snublede, så bolden røg over hovedet på ham og lige hen til William Christian Martin, der med en halvflugtning sendte kuglen ned i det korte hjørne og sikrede dermed OB en sejr dybt inde i overtiden.
Med sejren slutter de stribede U19-gutter sæsonen af på en femteplads.
OB’s startopstilling:
Marcus Eskildsen, Julius Berthel Askou Harvey, Samuel Walseth Juel, Elias Hansborg-Sørensen (Sebastian Hvidbak Zografos, 46.), Vitus Friis (Albert Kostis, 82.), Noah Barholt Rasmussen, Theo Hansen, Mikkel Søfeldt Nielsen (Anton Møller Hartmann Jensen, 60.), Marcus Mccoy, William Christian Martin, Hjalte Boe (Simon Jørgensen, 60.)
Bænken:
Hubert Jørgensen, Daniel Issa Amtrup, Albert Kostis, Simon Jørgensen, Sebastian Hvidbak Zografos, Anton Møller Hartmann Jensen