Årets sidste kamp endte med et 1-2-nederlag på hjemmebane
23.11.2024 15:34
Efterårets sidste kamp blev en kold affære, da topholdet fra Fortuna Hjørring gæstede et sneklædt Odense, og desværre tog alle 3 point med hjem til det nordjyske.
Gjensidige Kvindeliga
Lørdag den 23. november 2024, kl. 14.00, Nature Energy Park
OB Q – Fortuna Hjørring 1-2 (1-0)
1-0: Dikte Bang (24.)
1-1: Anastasiya Pobegaylo (64.)
1-2: Joy Omewa (79.)
Tilskuertal: 380
Kampens forløb:
Med årets sidste kamp i kvindeligaen, var solens stråler kærkomment over et sneklædt Nature Energy Park, hvor dagens modstander var topholdet fra Fortuna Hjørring.
Det første kvarter bar umiddelbart ikke præg af, at gæsterne fra Fortuna Hjørring indtog ligaens førsteplads. Flere gange lagde odenseanerne et gedigent pres på modstanderens forsvar, men chancerne og målene forblev desværre kun ønsketænkning.
Ti minutter senere blev chance til mål, da Dikte Bang fik en bold i dybden på venstre kant, tog et træk uden om en forsvarsspiller og derefter sikkert kunne passere Fortuna Hjørrings målmand i det lange hjørne, til en fortjent føring på 1-0 til os.
Gæsterne fra Fortuna Hjørring fandt et ekstra gear frem, og forsøgte ihærdigt at komme tilbage med en udligning. Heldigvis havde vores målmand, Cayla White, kridtet handskerne og holdt de blå og hvide striber inde i kampen med flere flotte redninger.
Med fem minutter til pausen havde de stribedes Zoe Hasenauer en udmærket chance for at udbygge føringen. Med et velplaceret langskud uden for feltet, fik hun trykket af med højrebenet, men desværre røg bolden over træværket. Vi kunne herefter gå til velfortjent pause med en lun 1-0 føring i bagagen.
Anden halvleg var godt i gang, da gæsterne fra Fortuna Hjørring var tæt på en udligning. En kommunikationsfejl mellem Cayla White og to stribede forsvarsspillere endte i fødderne på én af udeholdets spillere, der heldigvis ikke var skarp nok på sit forsøg, så striberne kunne ånde lettet op igen.
Gæsterne pressede mere og mere på, og desværre kom udligningen også efter mere end én times spil. Fortuna Hjørrings, Anastasiya Pobegaylo, eksekverede på frispark få meter fra feltet, og selvom vores mur i første omgang fik afværget, kunne hun efterfølgende på returbolden sparke den i nettet til 1-1.
Ti minutter før slutfløjtet fik Fortuna Hjørring tilkendt straffespark, efter at dommeren mente, at Madelyn Desiano havde fældet Joy Omewa i feltet.
Joy Omewa tog sparket selv, og desværre for Cayla White der ellers havde læst sparket, kunne Fortuna Hjørring udbygge føringen til 2-1, hvilket også blev kampens resultat.
OB Q startopstilling:
Cayla White – Emilie Lærke Henriksen (Julie Jensen, 61.), Madelyn Desiano (Arna Thráinsdottir, 88.), Meghan Nally, Lucy Roberts - Dikte Bang (Signe Boysen,78.), Rylan Childers, Emily Rose Gray, Anna Maria Buut - Zoe Hasenauer, Anna Krog (Sophia French, 78.)
Bænken:
Ida Meilstrup Jensen, Julie Jensen, Arna Thráinsdottir, Sophia French, Signe Boysen, Laura Jørgensen, Marie Holmgaard Andersen