OB og Dalum IF forlænger samarbejdet
13.11.2024 13:27
Vi er blevet enige med Dalum IF, hvor Luca Kjerrumgaard spillede i sin barndom, om en forlængelse af samarbejdet, så det nu løber frem til 2028.
Dalum IF er en af landets helt store fodboldklubber, som hver dag skaber glæde ved fodbolden blandt deres mange medlemmer. I mange år har vi haft et godt samarbejde på talentudviklingen med den odenseanske fodboldklub igennem Øens Hold, og vi er nu blevet enige om, at dette samarbejde som minimum fortsætter frem til 2028.
- Vi har fået lavet en ny fireårig aftale med Dalum IF, og det har været en supergod proces, vi har haft, med deres nye ledelse. Vi har fået sat en aftale sammen, som forhåbentlig kan give noget til både os og Dalum IF, siger Tonny Hermansen, der er akademichef i OB.
Fokus på trænerudvikling
Den nye aftale indeholder også flere elementer end den forrige i forhold til trænerudvikling, så talentudviklingen sker på flere fronter og går begge veje.
- Noget af den nye aftale går på, at vi skal ud og lave noget morgentræning hos dem sammen med deres trænere og spillere, og så skal vi ud og arbejde med at udvikle på deres trænere. Og det, synes jeg, er den rigtige måde at lave et godt samarbejde på, når det går begge veje. Vi håber også på, at når vi er kommet i gang, kan vi få nogle af Dalum-trænerne til være med til ATK+-træningerne, siger Tonny.
Aftalen blev forlænget foran flere hundrede stribede sponsorer
Den nye aftale blev skrevet under lørdag eftermiddag på Nature Energy Park inden herrernes kamp mod AC Horsens. Her havde vi i forvejen inviteret Dalum IF til hyldest og checkoverrækkelse for deres arbejde med udviklingen af Luca Kjerrumgaard.
- Alt i alt er vi sindssygt glade og stolte over, at vi kan lave en ny aftale, og så synes vi også, at det var helt fantastisk at kunne skrive under på aftalen til kampen mod AC Horsens, hvor Luca Kjerrumgaard, der tidligere har spillet i Dalum IF, fik scoret, afslutter Tonny.
Aftalen mellem Dalum IF og OB løber frem til sommeren 2028.