Stribede mål og debuter på landsholdene

20.11.2024 12:32

Mange striber har den seneste uge været afsted med deres respektive landshold, og det er både blevet til spilletid, oprykning og mål for de fynske spillere.

Landsholdspausen lakker mod sin ende, og i den sidste halvanden uge har en masse striber været i aktion for deres respektive landshold. Vi har samlet et overblik her: 

Haiti og Don Deedson rykkede op i Nations League’s øverste lag

Med en storsejr på 8-0 over Sint Maarten i CONCACAF Nations League kunne Haiti fejre oprykning til National League Liga A. Og det var med et stribet aftryk, da Don Deedson startede inde og stod for assisten til det første mål i kampen.

Også i kamp nummer to mod Puerto Rico spillede Don Deedson en hovedrolle. Den hurtige offensivspiller startede igen inde, og denne gang var det ham selv, der sparkede kuglen ind, efter at have opsnappet bolden på kanten af modstanderens felt. Haiti vandt kampen 3-0.

James Gomez og Alasana Manneh spillede AFCON-kvalifikation med Gambia

Både James Gomez og Alasana Manneh blev udtaget til det gambiske landshold, som skulle spille to kvalifikationskampe til Africa Cup of Nations. Det endte desværre med et nederlag i første kamp mod Comorerne, hvor begge striber startede inde, mens ingen af spillerne kom på banen i den anden kamp, hvor Tunesien var modstanderen.

Luca Kjerrumgaard og Tobias Slotsager fik debut på U21-landsholdet

Først var det Luca Kjerrumgaard, og så var det Tobias Slotsager, der blev efterudtaget til det danske U21-landshold, som stod overfor svær modstand i to venskabskampe. I første kamp mod Tyskland foran tusindvis af tilskuer i Aachen startede Luca inde og spillede første halvleg, mens Tobias blev skiftede ind i de sidste 20 minutter.

I anden kamp stod Danmark overfor en af Europas bedste U21-mandskaber; Spanien. Her blev Luca Kjerrumgaard skiftet ind efter 66 minutter, og var med i slutfasen af kampen, hvor Danmark lykkedes med at reducere til 2-1.

Nikolaj Juul-Sandberg scorede for U19-landsholdet

Der var EM-kvalifikation på programmet for Nikolaj Juul-Sandberg og det danske U19-landshold. I første kamp mod Nordirland startede den unge, stribede førsteholdsspiller inde og scorede en af kampens fire danske mål.

I anden kamp mod Albanien, hvor Danmark vandt 1-0 sad den unge stribe over. Han var dog med i startopstillingen igen, da Danmark i går mødte Israel og vandt 3-2.

Stribet anfører for U18-landsholdet

William Martin, Hjalte Boe og Noah Lassen var alle med det danske U18-landshold for at spille testkampe mod Finland. Alle tre drenge startede ind i den sidste kamp, hvor også Noah Lassen bar anførerbindet. I første kamp blev Hjalte Boe og Noah Lassen også skiftet ind undervejs.

Lukas Legaard og Jonathan Friis var med i danske U16-succeser

Der var to striber med, da U16-landsholdet i sidste uge spillede to testkampe mod henholdsvis Saudi Arabien og Polen. I første kamp startede Lukas Legaard inde, og her vandt danskerne 4-0. I anden kamp mod Polen var det Jonathan Friis tur til at startede inde, og her endte det med en sejr på 1-0.

Også Viljar Myhra og Nicholas Mickelson har været afsted med henholdsvis Norge og Thailand, men ingen af dem kom i aktion.