Varm op til lørdagens brag med juleøl og banko!
05.11.2024 12:42
Der venter endnu et topbrag lørdag, når vi får besøg af AC Horsens på Nature Energy Park, og inden kampstart kl. 17.00 er der masser underholdning i Albani Fanzone, så du kan blive helt klar til kamp.
Vi er gået ind i uge 45 med masser selvtillid. Søndag slog vi nemlig den nærmeste konkurrent i NordicBet Ligaen med hele tre mål, og nu fører vi ligaen med hele 12 point ned til nummer to i tabellen. Lørdag går det igen løs mod et tophold i rækken, når vi får besøg af AC Horsens, og her har vi mulighed for at sikre os en plads i Oprykningsspillet efter Grundspillet, som ellers først slutter om syv runder.
Derfor håber vi at se en masse striber på Nature Energy Park, så vi i fællesskab kan fortsætte den positive rejse. For at sikre de optimale forhold til en hyggelig stribet eftermiddag og aften i Bolbro, har vi sørget for god underholdning i Albani Fanzone allerede fra kl. 15.00.
Juleøl i hanerne og musik på scenen
Det er ikke længe siden, at juleøllene blev frigivet, og selvom vi spillede på udebane i samme weekend, som mange fejrede det, så skal du ikke snydes. Albani har nemlig sørget for, at der er juleøl til kampen, så du kan fortsætte fejringen.
Mens du nyder de mørke, gyldne dråber kan du svinge hofterne foran Live Culture Scenen, hvor DJ Morfar jonglerer med de rytmiske plader.
Så er der BANKO!
Det er ikke kun musik, der kommer til at foregå på scenen, for til denne kamp inviterer vi også til julebanko, hvor du har mulighed for at vinde fede præmier.
Føler du dig derfor særlig heldig i denne uge, så snup en plade og spil med!
Vi hylder 100 kampe, Månedens Spiller og Øens Hold-samarbejdsklubber
Sidst vi mødtes i Odense, var en stor dag for en af striberne. Max Fenger rundede sin kamp nummer 100 i OB-trøjen, og derfor hylder vi ham inden kampstart, og den indsats han har leveret for klubben, siden han rykkede op fra Akademiet i 2020.
Og han er ikke den eneste, der skal hyldest. Hver dag skaber de fynske samarbejdsklubber morgendagens stribede talenter, og på lørdag hylder vi to klubber for det gode arbejde, de har leveret ved at udvikle Luca Kjerrumgaard og Max Ejdum. De har nu spillet mere end 10 førsteholdskampe, og derfor overrækker vi en check til henholdsvis Dalum IF og Svendborg fB.
Vi skal naturligvis også hylde Månedens Spiller, som det stribede fællesskab har kåret i fan-appen, og hvis du vil vide, hvem det er, så må du hellere finde plads på lægterne kl. 17.00, når vi skyder opgøret mod AC Horsens i gang.