Vi delte i porten med Vendsyssel FF i årets sidste udekamp

25.11.2024 20:39

Da vi mandag aften krydsede klinger med Vendsyssel FF på jysk grund i 17. runde af NordicBet Ligaen, måtte vi trods flere målforsøg nøjes med et enkelt point i banken.

NordicBet Liga 17. runde
Mandag den 25. november 2024, kl. 18.30, Nord Energi Arena

Vendsyssel FF - OB

0-1  Don Deedson (34.)

1-1 Kasper Kusk (45.+4)

Advarsler:
Vendsyssel FF: Frederik Børsting (45.+2), Gustav Mortensen (82.)
OB: William Martin (45+2.), Alasana Manneh (69.)

Kampens dommer: Patrick Remon Gammelholm
Tilskuertal: 1025

Kampens forløb:

Et par hundrede fynboer havde mandag aften taget turen til Nordjylland for at opleve NordicBet Ligaens kamp mellem Vendsyssel FF og OB.

Det var dog hjemmeholdet, der kom frem til kampens første afslutning, da Kasper Kusk efter et indkast i venstre side trak ind i banen og afsluttede, men skuddet gik over Viljar Myhras mål og hegnet bagved.

Kort efter var vi dog tæt på at bringe os foran, efter Max Ejdum havde spillet Nicholas Mickelson på venstrekanten. Den offensive back slog bolden mod den bagerste stolpe, hvor William Martin stod fri, men han var akkurat ikke høj nok til at få traf på bolden.

Banens beskaffenhed var ikke i top, så mange spillere mistede fodfæstet undervejs i kampen, og mange chancer blev derfor aldrig rigtigt spillet store, da boldens opspring ofte snød spillerne.

Den forløsende, fynske scoring kom ti minutter inden pausen, efter Alasana Manneh havde taget sig af et hjørnespark. Gambierens indlæg lå tæt inde under målet, hvor hjemmeholdets målmand, Lasse Schulz, greb bolden og af ren automatik dæmpede den ned i græsset. Don Deedson var dog hurtig over bolden og sparkede den i kassen i samme øjeblik, den var ved at nå jorden.

Kort efter var vi tæt på at udbygge føringen, da Luca Kjerrumgaard erobrede bolden foran gæsternes felt og prikkede den videre til Max Ejdum. Ejdum afsluttede fra distancen, men skuddet gik akkurat forbi stolpen.

Inden pausen fik hjemmeholdet pludseligt en mulighed for at udligne efter en omstilling, hvor Lucas Jensen blev sendt i dybden. Heldigvis var Jensens afslutning lige på Viljar Myhra, så hjemmeholdet måtte lade en nordjysk scoring vente på sig.

Den kom desværre kort inden pausen, da en lang bold blev slået frem fra hjemmeholdets egen banehalvdel. Herfra forlængede Lasse Steffensen bolden til Kasper Kusk, der sparkede udligningen i mål i halvlegens sidste sekunder.

Gæsterne fortsatte desværre deres momentum fra anden halvlegs start, og efter et hjørnespark var der et større skydetelt fra kort afstand, men boldene blev blokeret, og Viljar Myrha greb til sidst bolden.

Kort efter var det dog os, der var tæt på. Luca Kjerrumgaard trak ind i banen og sendte den videre til Don Deedson, hvorefter Alasana Manneh opsnappede bolden og afsluttede fra distancen, men skuddet blev afrettet til et stribet hjørnespark.

Vi fortsatte presset og jagten efter sejren, og senere var det Mihajlo Ivančević, der var tæt på efter et frispark fra Leeroy Owusu, men serberens flugter gik desværre over målet, og kampen sluttede 1-1.

OB’s startopstilling:
Viljar Myhra – Leeroy Owusu, Mihajlo Ivancevic, Tobias Slotsager, Nicholas Mickelson (Max Fenger, 59.) – Jakob Bonde (Gustav Grubbe, 46.), Alasana Manneh, William Martin (Elias Hansborg-Sørensen, 74.), Max Ejdum – Don Deedson (Markus Jensen, 74.), Luca Kjerrumgaard

Bænken:
Martin Hansen, Markus Jensen, Julius Berthel Askou Harvey, Gustav Grubbe, Marcus McCoy, Nikolaj Juul-Sandberg, Yaya Bojang, Elias Hansborg-Sørensen, Max Fenger

Næste kamp: 
NordicBet Liga, OB – B.93, søndag den 1. december, kl. 15.00, Nature Energy Park. Du sikrer dig din billet her.