Op mod 9.000 striber er klar til fredagens fodboldfest

03.10.2024 12:04

Fredag kl. 19.00 tager vi imod HB Køge på Nature Energy Park, og her venter vi stor stribet tilslutning. Kom derfor gerne tidligt på stadion, da vi bliver op mod 9.000 striber.

Der er lagt op til et brag af en fodboldfest på Nature Energy Park, når vi i morgen kl. 19.00 tager imod HB Køge. Der er nemlig fart over billetfeltet og kun 500 pladser tilbage på den nedre del af Barfoed Group Tribune. 

Kom i god tid! 

For at sikre at alle får den bedste oplevelse, opfordrer vi til, at man kommer så tidligt som muligt på stadion. Både Faxe Kondi Familiezone og Albani Fanzone åbner kl. 17.00, så der er rigeligt med tid til at finde sin plads og få lidt koldt til ganen og varmt til maven. 

Og bare rolig – du kommer ikke til at kede dig! Der er nemlig masser af underholdning inden kampstart, hvor det odenseanske band Euphoric Season fyrer op under stemningen fra Live Culture scenen i Albani Fanzone, hvor vi også holder Oktoberfest. 

En essentiel del af Oktoberfesten er selvfølgelig iskolde fadøl, og derfor forkæler vi dig med Happy Hour fra kl. 17.00-18.00, hvor du kan snuppe to Odense Pilsner, Odense Classic eller sodavand, men blot betale for en enkelt.  Og skal du have lagt en god bund til øllen, så er der også currywurst i madboderne. Det kan du læse mere om her. 

Få frisk luft på vejen til kamp 

På vejen til stadion kan du nyde det gode vejr og tage cyklen, gåbenene eller måske letbanen, der kører lige til døren, så vi ikke skal kæmpe om de få parkeringspladser omkring stadion.  

Ryk sammen på tribunerne 

Når du har varmet op i Albani Fanzone eller Faxe Kondi Familiezone, er det tid til at samles på tribunen. Lad os fylde hvert eneste sæde, så der ikke er en tom plads imellem os. Din sidemand er blot en stribet ven, som du ikke har mødt endnu.  

Du kan være med til at give spillerne en fantastisk kulisse til kampen ved at hoppe i blåt, hvidt eller stribet tøj, så vi alle får en mindeværdig dag på stadion. 

Du sikrer dig billet til fredagsfesten og kampen mod HB Køge lige her.