Roald Poulsen hyldes til næste hjemmekamp
17.10.2024 07:15
Den tidligere OB-cheftræner Roald Poulsen, der både nåede at vinde det danske mesterskab og pokalturneringen i klubben, er gået bort i en alder af 73 år.
Roald Poulsen stod i spidsen for OB ad to omgange. Først fra 1987 til 1991, hvor vi vandt mesterskabet i 1989 og pokaltitlen i 1991, og igen fra 1997 til 1998.
Udover OB nåede Roald Poulsen forbi en række andre fynske klubber som OKS, B1913, Dalum IF og FC Fyn.
Senere var han også landstræner for Zambia, hvor det lykkedes ham at sikre nationen bronzemedaljer ved Africa Cup of Nations i 1996 med Mwape Miti i truppen.
På dagen hvor anføreren for vores seneste mesterskab, Kim Ziegler, blev begravet, måtte vi således også sige farvel til cheftræneren for samme mesterhold.
Roald Poulsen vil sammen med Kim Ziegler hyldes med et minuts klapsalver og sørgebind til vores næste hjemmekamp mod Esbjerg fB den 26. oktober.
Æret være Roald Poulsens minde.