Sparring og tæt samarbejde med Svendborg fB
03.10.2024 10:54
Som en del af vores samarbejdsaftale med vores sydfynske venner fra Svendborg fB (SfB) har vi på Akademiet startet et spændende udviklingsprojekt med tæt sparring for børne- og ungdomstrænere.
Vi har længe haft et rigtig godt samarbejde med Svendborg fB, og på Akademiet har vi netop startet et nyt og spændende udviklingsprojekt med SfB. Målet er at skabe et bedre grundlag for børnefodbolden og for at uddanne vores spillere til gavn for både Svendborg fB og i OB, så de kan blomstre på og udenfor banen.
Mandag den 23. september blev samarbejdet skudt i gang med et kickoff-arrangement i Svendborg, hvor Ulrik Bredegaard, der er børneudviklingsansvarlig i OB, delte, hvordan vi i OB tænker børnetræning og udvikling på forskellige årgange og alderstrin for alle deres børne- og ungdomstrænere.
Det handler om at skabe et godt miljø for børnene
Samarbejdet mellem OB og Svendborg fB handler om at danne de bedste rammer for børnenes udvikling både på og udenfor banen. Ved at trække på vores erfaringer, skaber vi inspiration og sparring, der styrker trænerne og klubbens miljø.
- En del af aftalen med Svendborg er, hvad de ønsker, og hvad vi er i stand til at hjælpe med, nemlig at lave et intenst forløb, som vi kalder et klubudviklingsprojekt. De er en af de største klubber på Fyn og har et kæmpe center regionalt, hvor de samler mange spillere, både i bredde og elite og i alle aldre fra hele Sydfyn. Det vil vi selvfølgelig gerne bidrage til, så de kan lave så godt et miljø som muligt for børnene, siger Ulrik Bredegaard.
Sammen med Ulrik Bredegaard er også Henrik Garder Hansen, der er klubudviklingskonsulent i Svendborg, dybt involveret i projektet. Begge har erfaring fra Sydfyn – Ulrik fra Oure og Henrik fra Svendborg.
- Projektet består i, at vi laver noget inspiration for trænerne, samtidig med vi er nede at observere og integrere os lidt i deres miljø, ser deres træning og snakker med deres trænere. Og så kommer vi med input eller sparring til, hvad god børnetræning er, og hvordan vi kan udvikle træningen på banen, men også lidt miljøet omkring, siger Ulrik.
Vidensdeling og styrkelse af samarbejdet mellem OB og Svendborg fB
Projektet handler ikke om at diktere, hvordan tingene skal gøres, men det skal betragtes som vidensdeling og udveksling af erfaring fra en klub til en anden.
- Det er en form for supervision, men det er ikke så meget, at vi skal komme og rette på, hvad de laver, men mere, at vi skal se, hvordan det går og få et indtryk af, hvordan vi bedst kan bruge det fra begges vedkommende til at styrke Svendborg og samarbejdet mellem Svendborg og OB, siger Ulrik.
Projektet vil fortsætte gennem foråret 2025, hvor vi ser frem til at bygge videre på de erfaringer, der bliver gjort undervejs.