- Et hold, der tænker ens

13.09.2024 10:08

Efter en kort landskampspause er det igen tid til at snøre OB-fodboldstøvlerne, når vi på lørdag kl. 17.00 gæster AC Horsens i NordicBet Ligaen, og ifølge Viljar Myhra er vi klar til at bygge videre på den gode stime.

Udover vores fantastiske sejrsstime med otte vundne kampe i NordicBet Ligaen, så har vores skudsikre målmand leveret en flot defensiv præstation, og kun to bolde har passeret de stribede målmandshandsker. 

- Når man står med maksimumpoint, er det klart, at det har været en rigtig fin sæsonstart. Vi har scoret en masse mål og lukket få ind. Der er dog stadig ting, vi skal forbedre os på, og det arbejder vi hårdt på. Og det skal vi forsøge på mod Horsens i weekenden, siger Viljar Myhra.

Et sammentømret stribet hold har betydning for at kunne levere gode præstationer på græsplænen. 

- Jeg tror, at vi som hold begynder at være sammenkørte og tænke ens, og kampene er tydeligere. Vi har klare aftaler om, hvordan vi forsvarer vores eget mål. Holdet begynder at få en god kemi og sammenhæng i, hvordan vi presser højt og lavt, og det er et resultat af hårdt arbejde og et hold, der tænker ens, siger Viljar. 

Stribet keeper på det norske landshold 

Viljars fantastiske præstation blev bemærket på den anden side af Skagerrak, da han endnu engang blev sendt på en norsk landsholdsopgave.  

- Det er selvfølgelig stort at få lov til at være med på landsholdet. Det er en barnedrøm, så det var absolut en stor oplevelse, siger Viljar Myhra. 

- Det var lidt overraskende for mig at blive udvalgt. Man kunne godt tænke, at man ville blive glemt i en periode, når man rykker ned. Men vi har set, at både jeg og holdet gør det godt i NordicBet Ligaen, og det var nok til at blive kaldt ind, og jeg sætter selvfølgelig stor pris på, at de stadig følger med. Det er også et resultat af, at hverdagen her i OB stadig er god, selvom vi spiller kampe i NordicBet Ligaen. Så vi har et niveau, som gør, at både jeg og vi andre kan udvikle os som fodboldspillere, fortsætter Viljar. 

Lørdag er vi tilbage fra landskampspause i NordicBet Ligaen, hvor vi lægger ud med et brag på Nordstern Arena Horsens mod AC Horsens. 

- For os som hold i OB, håber jeg, at folk har brugt pausen godt og kommer tilbage med ny energi. Jeg tror, vi får et hold at se med masser af energi, som slår Horsens i morgen, siger Viljar. 

- Det bliver en hård kamp. Som jeg ser det, så er Horsens måske det bedste hold udover os. Det kommer til at være et hold, som kommer til at forsøge at presse os hårdt. Det er også det hold, som har størst boldbesiddelse i NordicBet Ligaen, tror jeg. Så det er et hold, der er gode i sit presspil med bolden, så vi skal være på vores max for at få noget ud af kampen, men det føler jeg mig tryg i, at vi vil være, fortsætter Viljar. 

Massevis af blå-hvidklædte fans sørger for OB-feber på både hjemmebane og udebane 

Der forventes over 500 stribede fans i udebaneafsnittet, og det bekræfter det store stribede fællesskab, hvilket rammer lige i hjertet på blandt andre målvogteren og anføreren Viljar. 

- Den opbakning, vi har fået med tanken om, at vi spiller i NordicBet Ligaen, har været helt enorm allerede fra første kamp mod Esbjerg, hvor de fyldte hele sidelinjen på stadion. Vi har følt en stor opbakning fra første kamp, og det har været helt fantastisk. De har virkelig været der for os, og det er dejligt at give noget tilbage til dem igennem gode præstationer, afslutter Viljar.