William Martin får trøje nummer 23
19.09.2024 11:38
William Martin rykkes fra i dag op i førsteholdstruppen, hvor han fremover vil bære trøje nummer 23.
I august satte William Martin sin signatur på en treårig forlængelse med Akademiet i en rolle, hvor han samtidigt ville være mere med omkring førsteholdet. Her er han lynhurtigt faldet til, og derfor rykkes han nu også fast op i førsteholdstruppen.
- At William nu bliver en fast del af vores førsteholdtrup skal ses som et udtryk for den fine udvikling, han har vist, siden han begyndte at være en del med i træningerne omkring førsteholdstruppen. William har vist, at hans niveau berettiger ham til at være fast med, og samtidigt har han udvist en stor modenhed og evne til at holde fokus, som hjælper ham i dagligdagen. Nu får han en mere fast base i truppen, som forhåbentlig vil gavne hans udvikling, siger Jimmi Nagel Jacobsen, der er rekrutteringschef i OB.
William Martin havde i sidste sæson en særdeles flot sæson i striber, hvor han på bare 20 kampe scorede 38 mål, hvilket gør ham til den mest scorende spiller på en enkelt sæson i ligaens historie. Selvom han forlængede sin aftale i sommer, så er det først nu, han rykkes fast op i førsteholdstruppen.
- Jeg er superglad for det. Det er det, jeg har drømt om. Der er gået to måneder nu, hvor jeg har været med omkring truppen, så jeg har alligevel følt mig som en del af førsteholdstruppen, siger William Martin, inden han fortsætter:
- At få navn på trøjen og blive en del af truppen, det tror jeg kommer til at give endnu mere til mig, så jeg kan give endnu mere ude på banen. Det bliver stort endelig at kunne træde ind på Nature Energy Park med mit eget navn på ryggen på søndag.
Som William Martin siger, kan han få sin første kamp med navn på den stribede trøje, når vi søndag kl. 15.00 tager imod Roskilde FC på Nature Energy Park. Du sikrer dig billet til kampen her.