
Kom med til Energi Fyn Cup 2025
03.04.2025 09:17
Hvad kunne være federe end at spille turnering med sit fodboldhold mod klubber fra hele Fyn på Nature Energy Park? Det får 32 U10-hold fra Øens Hold-klubberne nu mulighed for den 26. april kl.9.00-11.30, når Energi Fyn inviterer til den årlige Energi Fyn Cup.
I år har vi givet fuld pedal på Energi Fyn Cup. U10-spillerne kan derfor se frem til ansigtsmaling, goodiebags, streetfood, ballonport, besøg af maskotten Victor og meget mere i Faxe Kondi Familiezonen, mens der venter konfettirør og heppende familiemedlemmer på tribunen. U10-spillerne kan endda skrive en særlig hilsen til OB-spillerne på en statement-væg.
Energi Fyn Cup handler om at give børn, forældre og trænere en god oplevelse i fodboldens og fællesskabets tegn. Vi tæller derfor ikke point, og der kåres ikke en vinder. Kampene spilles 5 mod 5, og vi lægger vægt på, at alle spillere får lige meget spilletid. Alle hold kommer til at spille 3 kampe á 10 min.
Praktisk information
Der er plads til 32 hold i U10-årgangen for både drenge og piger, som er på B- eller C-niveau. Hvert hold må bestå af max. 10 spillere.
Vi mødes ved Nature Energy Park kl. 9.00. Stævnet varer fra kl. 9.30 - 11.30. Kl. 13.00 spiller OB mod Hvidovre IF i NordicBet Ligaen, hvor de deltagende hold, trænere og familie kan fuldende dagen på stadion.
Vil du melde dit barns hold til?
Tilmeld jer samlet som hold til [email protected]. Husk at oplyse om holdet er B- eller C-niveau samt klubnavn, mail og mobil på kontaktperson.




