Stribet sejr i den fynske fodboldkatedral

17.04.2025 13:42

Det blev en målrig affære, da vi i dag tørnede sammen med Kolding IF på Nature Energy Park i NordicBet Ligaen, hvor både Jay-Roy Grot, Luca Kjerrumgaard, Don Deedson - og til sidst Julius Berthel Askou Harvey sikrede os sejren med 7.667 stribers røst i ryggen.

NordicBet Ligaen, Oprykningsspillet 2024/25
Torsdag den 17. april kl. 13.00, Nature Energy Park


OB – Kolding IF
1-0: Jay-Roy Grot (25.)
1-1: Christoffer Palm (33.)
2-1: Luca Kjerrumgaard (38.)
2-2: Albert Nørager (44.)
3-2: Don Deedson (54.)
3-3: Sterling Yateke (66.)
4-3: Julius Berthel Askou Harvey (93.) 


Advarsler:
OB: Mads Lyng (39.), Jay-Roy Grot (64.), Markus Jensen (75.)
Kolding IF

Kampens dommer: Mathias Lykke
Dagens tilskuertal: 7.667


Kampens forløb:

Mange fynboer havde valgt at tilbringe Skærtorsdag i den fynske fodboldkatedral, og det gav også spillerne en flot kulisse at træde ind på banen til.

Her fik vi også den bedste start, da Jay-Roy Grot erobrede bolden højt oppe på banen og løb direkte mod gæsternes målmand, hvor han afsluttede, men målmanden blokerede. William Martin var først over returen, men hovedstødet blev reddet.

Vi fastholdt presset, og senere var det Adam Sørensen, der drev spillet frem. Fra venstresiden sendte han et tidligt indlæg mod Don Deedson, men den sidste præcision manglede desværre, og haitianeren, nåede akkurat ikke bolden i tide, og gæsternes målmand fik fingrene på den.
Kolding IF truede dog også i den modsatte ende, hvor Sterling Yateke trak ind i banen fra højre side og afsluttede, men Martin Hansen reddede sikkert.

Vores rutinerede keeper satte hurtigt bolden i spil og sparkede en lang aflevering frem mod Luca Kjerrumgaard. Kjerrumgaard tilkæmpede sig bolden fra Christian Vestergaard og sendte bolden videre til Jay-Roy Grot, der sikkert sparkede bolden i kassen til 1-0.
Føringen holdt desværre ikke længe, da Christoffer Palm lidt ud af det blå udlignede for Kolding IF på et flot langskud fra kanten af feltet.

Der var gang i målscoringen, og blot fem minutter efter var vi atter foran, efter William Martin havde drevet bolden ind i feltet og sendt den videre til Don Deedson. Deedson slog bolden indover til Luca Kjerrumgaard, der fra kort afstand headede den i kassen til 2-1.

I halvlegens sidste minutter lykkedes det atter for gæsterne at udligne, da bolden efter lidt klumpspil i vores straffesparksfelt endte ved Albert Nørager, der sparkede den i mål til pauseresultatet 2-2.
Anden halvleg var ikke mange minutter gammel, før nettet atter blafrede. Denne gang var det Don Deedson, der erobrede bolden i gæsternes straffesparksfelt og sikkert sparkede bolden i kassen.

Desværre fortsatte målscoreren også i den modsatte ende, da bolden blev slået indover til Sami Jalal, der headede bolden videre til Sterling Yateke, som stangede den i mål til 3-3.

I kampens sidste minutter steg Julius Berthel Askou Harvey til vejrs og headede bolden i kassen til 4-3 og sikrede os dermed en stribet sejr. 

OB’s startopstilling:
Martin Hansen - Nicholas Mickelson, Bjørn Paulsen (Julius Berthel Askou Harvey, 65.), Nicolas Búrgy, Adam Sørensen (Marcus McCoy, 74.) - Gustav Grubbe, Max Ejdum, William Martin – Don Deedson (Markus Jensen, 74.), Luca Kjerrumgaard, Jay-Roy Grot (Magnus Andersen, 79.)

Bænken:
Marcus Eskildsen, Markus Jensen, Julius Berthel Askou Harvey, Marcus McCoy, Nikolaj Juul-Sandberg, Yaya Bojang, Elias Hansborg-Sørensen, James Gomez, Magnus Andersen


Næste kamp:
Hvidovre IF - OB, mandag den 21. april kl. 13.00.