Kasper Lorents forlænger med Akademiet

13.08.2025 12:08

Vi har forlænget kontrakten med vores offensive U17-spiller Kasper Lorents, så den nu løber frem til sommeren 2028.

Kasper Lorents har skrevet under på en ny treårig kontrakt, så U17-spilleren nu er at finde i klubben frem til sommeren 2028. Det bringer glæde frem hos hovedpersonen selv, der kom til klubben sidste sommer fra akademiet i Vejle Boldklub.

- Det er dejligt. Det er en måde at blive bekræftet i at klubben tror på mig, og det er jeg både stolt og glad over, siger den unge midtbanespiller, og fortsætter:

- Det har været rigtig godt at komme til byen. Det har været lærerigt, hvor jeg både har skulle lære spillestilen at kende, men også det at flytte hjemmefra.

- Klubben har taget rigtig godt imod mig. Jeg har fået en varm velkomst både på banen og socialt.

Selvom Kasper Lorents ved at det kræver hårdt arbejde for at nå højeste niveau, holder det ham ikke tilbage fra at drømme.

- Jeg skal bare knokle på og arbejde videre, og så håber jeg at jeg en dag kommer ud og spille på Odense Stadion. Det er drømmen, slutter Kasper Lorents.

Akademichef, Tonny Hermansen, glæder sig også over kontraktforlængelsen, og ser frem til fortsat at arbejde med Kasper Lorents.

- Kasper kom hertil for et års tid siden. Han er en teknisk dygtig spiller, der har brugt det første år på at vænne sig til at flytte til Fyn og samtidig lære, hvordan vi spiller fodbold her hos os.

- Vi synes, han har taget nogle rigtig fine skridt fremad, og derfor gav det mening at forlænge den med tre år nu her. Samtidig håber vi selvfølgelig også på, at han kan tage det næste skridt.

- Han er en sindssygt klog fodboldspiller, teknisk dygtig og med blik for spillet. Han skal have tid til at vokse og gøre sig stærkere, for det store fodboldtalent det har han, og jeg synes, han har potentialet til at blive en rigtig spændende midtbanespiller, siger akademichefen.

16-årige Kasper Lorents fortsætter næste sæson på klubbens U17-hold.