U19-cheftræner Ivan Poulsen har fået UEFA P-Licens

15.08.2025 11:00

Gennem det seneste halvandet år har Ivan Poulsen – samtidig med sit job som cheftræner for Akademiets U19-hold – arbejdet målrettet på at dygtiggøre sig. Nu har han opnået Danmarks højeste træneruddannelse: UEFA PRO-licensen.

Ivan påbegyndte P-licensuddannelsen i januar 2024 og har siden tilegnet sig ny viden, knyttet stærke relationer og besøgt nogle af verdens førende akademier. Det hele med det sigte, at Ivan Poulsen nu har erhvervet sig UEFA PRO-licens. 

– Vi har været samlet mange gange - primært til to-dagssamlinger - hvor vi har fået oplæg fra eksperter og trænere om alt fra medier og psykologi til, hvordan det er at være træner i udlandet. Derudover har vi været på studieture, blandt andet til den danske lejr under EM i Tyskland sidste sommer, hvor vi talte med staben. Jeg besøgte også Benfica og Manchester United og fik indblik i, hvordan de arbejder på deres akademier, fortæller Ivan Poulsen. 

- Jeg har altid godt kunne lide at udvikle mig 

Ivan Poulsen, der startede i OB tilbage i 2013 som U14-træner, har været forbi flere poster op gennem Akademiet, samt været U19-træner i SfB Svendborg, før han vendte tilbage til OB, hvor han i dag står i spidsen for U19-holdet. 

UEFA P-licensen bindes sammen af oplæg, studieture og en afsluttende opgave, hvor Ivan har kigget nærmere på, hvordan man angriber og nedbryder et hold, der forsvarer lavt og kompakt.  

– Jeg har analyseret hold som FC Barcelona, PSG, Bayern München og Manchester City og er blevet bekræftet i de spil- og løbemønstre, de bruger til at skabe chancer og score mål mod kompakte forsvar. 

Udover at have opnået den højeste trænerlicens, har forløbet også givet Ivan nye faglige relationer og inspiration til det daglige arbejde i OB. 

– Noget af det mest givende ved P-uddannelsen har været de nye relationer og netværket med nogle af Danmarks dygtigste trænere. Den vidensdeling og det sammenhold, vi har haft i gruppen, har været afgørende for, hvad man får ud af uddannelsen. 

Selvom Ivan Poulsen nu er nået til tops inden for licensuddannelserne, så stopper han ikke med at jagte læring og inspiration. 

- Jeg har altid godt kunne lide at uddanne og udvikle mig. Jeg tog min første DBU-træner uddannelse i november 2003, hvor Akademichef Tonny Hermansen faktisk var instruktør. Det har været en lang og spændende rejse, og jeg glæder mig til at bruge mit nye netværk til fortsat at lære og opsøge ny viden. 

Ivan Poulsen og U19-holdet åbner sæsonen i morgen, når de på hjemmebane tager imod Sønderjyske i Ådalen. Kampstart er 12.30.