Liv Rasmussen skriver kontrakt med OB

29.12.2025 09:55

Liv Rasmussen har genfundet glæden ved fodbolden i OB, og efter et halvt år med målrettet indsats og hårdt arbejde i Odense bliver hun nu belønnet med en toårig kontrakt.

Da Liv Rasmussen kom til OB i sommers, var det efter et halvt år uden en hverdag med fodbold. Trods pausen havde hun en solid baggrund med sig fra både FC København og HB Køge samt to U19-landskampe, hvor det også blev til en scoring.

Pausen fra fodbolden kom, da hverdagen blev for meget.

– Jeg spillede i FC København, men gik i gymnasiet langt væk, og det betød nogle meget lange dage. Der var hverken tid til at lave lektier eller være 100% til stede til træning. Til sidst blev det simpelthen for meget, og derfor valgte jeg at stoppe, fortæller Liv Rasmussen.

Vejen tilbage 

Efter en periode væk fra fodbolden begyndte lysten langsomt at vende tilbage for Liv Rasmussen.

– Jeg startede på et hyggehold, og da jeg senere skulle flytte til Odense for at bo sammen med min kæreste og starte på universitetet, begyndte tankerne om fodbold at fylde igen, siger den hurtige kantspiller.

Flytningen til Odense blev dermed et naturligt vendepunkt. Her åbnede muligheden sig for en hverdag som studerende og en ny start på fodboldbanen.

– Jeg så muligheden for at begynde at spille fodbold igen og skrev til Peer, som gav mig en plads på holdet. Siden da har jeg bare knoklet og arbejdet hårdt, og det føles som et kæmpe skulderklap at få en kontrakt nu, siger hun.

Selvom vejen førte til en kontrakt, var det ikke det, der fyldte mest for Liv i begyndelsen. For hende handlede det i første omgang om at genfinde motivationen og glæden ved fodbolden.

– Jeg vidste godt, at jeg kom tilbage efter et halvt år uden fodbold, og mit største ønske var egentlig bare at finde glæden ved spillet igen. Og det har jeg gjort. Jeg har mødt mennesker, der tror på mit potentiale, og nu står jeg med en kontrakt i hånden. Det kunne næsten ikke være bedre, fortæller Liv.

Hun lægger heller ikke skjul på, at kontrakten langt fra var givet på forhånd.

– Jeg havde ikke forventet at komme på kontrakt med det samme. Jeg skulle selv finde ud af, om glæden var der igen, og klubben skulle også se mig an efter en periode uden fodbold, afslutter Liv.

I sin første tid i OB har Liv Rasmussen spillet 12 kampe i A-ligaen.

Hårdt arbejde betaler sig 

For OB har fokus i forløbet med Liv Rasmussen ikke kun været på præstationerne på banen, men i lige så høj grad på den proces, hun har været igennem. Talentchef og assisterende sportsmanager Mikkel Bo Mikkelsen fremhæver, at det fra start stod klart, at tålmodighed og opbygning var afgørende.

– Da Liv kom til os i sommers, var vi meget opmærksomme på, at hun først og fremmest skulle bygges op igen og genfinde glæden ved fodbolden, fortæller Mikkel Bo Mikkelsen.

Siden da har Liv i løbet af sit første halve år i Odense taget skridt både fysisk og spillemæssigt, og det har ikke været til at overse for den sportslige ledelse.

– I det halve år, hun har været i Odense, har hun vist sig rigtig flot frem og mindet os om, hvorfor hun tidligere har været en del af U19-landsholdet, fortsætter talentchefen.

Men det er ikke kun hendes kvaliteter på banen, der har gjort indtryk. Også hendes tilgang i hverdagen har været afgørende. Netop kombinationen af sportsligt niveau, arbejdsindsats og vilje til at udvikle sig har været udslagsgivende i beslutningen om at tage næste skridt sammen.

– Liv har bevist, at hun er både vedholdende og villig til at arbejde hårdt, ikke kun for sin egen udvikling, men også for holdets. Derfor er vi meget glade for, at vi nu kan indgå en toårig aftale med Liv og sammen fortsætte arbejdet med hendes udvikling og næste skridt i fodboldkarrieren, afslutter Mikkel Bo Mikkelsen.

Liv Rasmussens kontrakt løber til vinteren 2027.