
- Hundrede gange sjovere at spille foran sine egne fans på hjemmebane
01.03.2025 11:03
Luca Kjerrumgaard har glædet sig helt vildt til at være omgivet af det stribede fællesskab på tribunerne hjemme i Odense til årets første hjemmebanekamp. Han ser frem til en hård fysisk duel mod Hobro IK og et spændende forår.
Foråret er skudt i gang, og på trods af en ærgerlig start med kun ét enkelt point endte weekenden alligevel positivt, da alle de nærmeste forfølgere tabte deres kampe. Derfor ser vores målfarlige angriber, Luca Kjerrumgaard, optimistisk på situationen.
- På trods af sidste uges resultat endte det jo med at være fint for os, da de andre tabte. Jeg synes, det ser rigtig godt ud, og vi går ind i oprykningsspillet med mange point og masser af selvtillid. Vi står stærkt som trup, så jeg tror, det bliver et rigtig fedt forår, og jeg håber, at vi kan hente en masse sejre hurtigst muligt, siger Luca Kjerrumgaard.
Et vildt år
Foråret kommer efter et begivenhedsrigt år for den unge angriber, der i sidste års vinterpause skrev under på en ny kontrakt og sidenhen har bombet målene ind i den stribede trøje. Dette har også været tilfældet i denne vinterpause, hvor Luca er noteret for fem scoringer.
Men selvom det er fedt at shine individuelt, betyder det mindst lige så meget for ham, at klubben klarer sig godt:
- For mig handler det om at bidrage så meget som muligt – både med ansvar og selvfølgelig også med mål og assists. Det vigtigste er, at vi spiller et godt forår og vinder, så vi kan lukke sæsonen af så hurtigt som muligt, siger Luca og fortsætter:
- Vi tager én kamp ad gangen, men personligt vil jeg bare gerne give hundrede procent hele tiden og forsøge at blive en endnu bedre fodboldspiller.
Hjemme igen
Foråret blev skudt i gang på udebane mod Hillerød Fodbold, hvor der var lige så mange stribede fans som hjemmefans på Right to Dream Park. Nu venter endelig den hjemmebaneoplevelse, vi alle har savnet – og det gælder i særdeleshed også i omklædningsrummet, hvor der er stor ros til den 12. mand.
- Det bliver fantastisk at komme hjem igen. Vi har savnet at spille med en masse fans på lægterne. Træningskampe er sjove, men det er hundrede gange sjovere at spille foran sine egne fans på hjemmebane. Det glæder vi os helt vildt meget til. Og kæmpe cadeau til dem, der tog turen til Farum – det var superfedt, at de nærmest kunne vende en udebane til en hjemmebane. Jeg glæder mig helt vildt til at se dem igen og til at skyde vores hjemmebanekampe i gang, siger Luca og sætter ord på, hvor stor en betydning fansene har for holdet:
- Jeg tror, vi alle får ekstra energi, når vi mærker, at folk er med os hele vejen og viser den passion, de har for klubben. Det giver os det ekstra skub til at yde mere og løbe de ekstra meter. Og så kan alle mærke adrenalinen, når vi hører jubelbrølet, hvad enten det er efter en scoring, en god tackling eller en redning fra Viljar. Det er en fantastisk følelse, og det er uundværligt for os alle sammen.
Hårde nordjyder gæster Nature Energy Park
I morgen er det Hobro IK, der gæster den fynske fodboldkatedral til årets første hjemmebanekamp, og holdet har forberedt sig grundigt på den fysiske udfordring, der venter.
- Det er en modstander, der spiller meget fysisk og gerne vil have kampen over på deres præmisser, hvor de kan udnytte den styrke. Vi skal gå ud og presse dem med vores eget spil. Vi ved, det bliver en hård kamp, men forhåbentlig kan vi med fansene i ryggen sikre en god præstation.
Vil du være med, når vi samles til fodbold på Nature Energy Park i morgen kl. 15.00? Så kan du sikre dig billet til kampen her!