Noah Barholt udlejes til Middelfart Boldklub
03.02.2025 16:00
Vi har indgået en lejeaftale med Middelfart Boldklub, der betyder, at 18-årige Noah Barholt Rasmussen spiller resten af sæsonen hos den vestfynske klub.
Middelfart Boldklub overvintrer i 2. division på en tredjeplads blot to point fra andenpladsen, og for at styrke den fynske spillertrup får de nu tilgang fra en anden fynsk klub, da de lejer Noah Barholt i OB.
- Det er godt for Noah at komme ud og spille divisionsfodbold og ikke kun for hans egen personlige, fysiske udvikling, men så sandelig også i forhold til at han kommer til en klub, som skal kæmpe med om oprykning til 1. division. Det gør, at kampene er intense samtidigt med, at der kommer et andet pres på ham, fordi det betyder rigtig meget for klubben, at man også går efter den her oprykning, siger Tonny Hermansen, der er Akademichef i OB.
Venstrebacken Noah Barholt har i denne sæson spillet 12 ud af 13 kampe i U19-Ligaen, men i den resterende del af denne sæson vil han altså drage vest på og repræsentere Middelfart Boldklub.