
U15 er klar til forårspremiere mod AGF
18.02.2025 10:52
Efter en lang vinterpause er vores U15-drenge klar til at tage hul på forårssæsonen, hvor der er krav om høj dedikation og intensitet. Drengene har haft en god optakt og står nu over for en spændende udfordring, når de på lørdag møder AGF i forårets første turneringskamp.
Forberedelserne til forårssæsonen har været godt planlagt, og ifølge U15’s cheftræner Magnus Mikkelsen har holdet haft en stærk optakt til foråret.
- Det har været en rigtig god optakt, som startede med en træningslejr på Skolerne i Oure. Det er altid en fed måde at komme i gang på, hvor drengene får set hinanden igen, genopbygget relationer og fundet rytmen i fodbolden. Vi spillede en træningskamp dernede, og efterfølgende har vi haft en kamp hver weekend, hvor vi stille og roligt har lagt på, kamp for kamp, fortæller Magnus Mikkelsen.
Fokus på presspil og tempo
Når det kommer til de primære fokusområder for drengene, peger Magnus på to centrale aspekter: presspillet og tempoet i spillet.
- Udover de individuelle ting, som spillerne arbejder med hver især, har vi haft særligt fokus på vores høje presspil. Vi har arbejdet med at kunne variere presset og skifte mellem forskellige systemer. Derudover har vi også haft stort fokus på at få tempo i vores spil med bolden, især i vores gennembrudsspil, forklarer han.
Første test i foråret, hvor disse to fokusområder skal testes af, bliver mod en stærk AGF-trup, der havde et imponerende efterår.
- Det bliver en svær kamp, fordi vi ved, at AGF har et rigtig stærkt hold. De havde et godt efterår, og vi nåede ikke at møde dem i turneringen, så det bliver spændende at teste os mod dem. Vi spillede en træningskamp mod dem tidligere, men det er altid noget andet, når der er point på spil, siger Magnus.
Krav om intensitet og dedikation
For at holde niveauet resten af sæsonen, understreger Magnus vigtigheden af en høj indsats – både til træning og i kamp.
- Det handler om træningsindsatsen hver eneste dag både til morgentræningen og eftermiddagstræningen. Spillerne skal træne med den samme intensitet og tempo, som de spiller kampene med. Hvis vi kan opretholde det, og ramme det niveau vi ved, vi er i stand til, så tror jeg på, at vi kan blive ved med at udvikle os hen over foråret, afslutter Magnus Mikkelsen.
Forårssæsonen starter på lørdag, hvor U15-drengene møder AGF i et spændende opgør. Kampen bliver spillet på udebane, på Fredensvang i Århus.