- Hver kamp handler om at blive bedre og bedre
29.01.2025 15:07
Drengene gør sig klar til endnu en vigtig træningskamp, når vi i morgen kl. 12.00 gæster FC Fredericia på kunstbanen ved Monjasa Park. Med sæsonopstart lige rundt om hjørnet, ser Leeroy Owusu frem til en spændene og udfordrende kamp mod Fredericia, hvor vi får mulighed for at udvikle og bygge videre på vores præsentationer.
For tre uger siden spillede vi første træningskamp i år, og i morgen spiller vi i denne omgang den sidste træningskamp i Danmark, når vi gæster FC Fredericia. Vores stribede forsvarsspiller Leeroy Owusu har reflekteret over årets første træningskampe.
-Jeg synes, vores første kampe har været gode. Vi har arbejdet meget med vores fysiske styrke og engagement for virkelig at forberede os til forårssæsonen, siger Leeroy Owusu.
-Vores første sejr mod Sønderjyske - et Superliga-hold - var rigtig positiv. Den anden kamp blev desværre et nederlag mod et af de bedste hold i Danmark, men det tager vi med os. Vores tredje kamp endte uafgjort, så samlet set har både resultaterne og spillet set godt ud, fortsætter han.
Årets første træningskampe har alle været mod superligahold. Først besejrede vi Sønderjyske med 3-2. Ugen efter tabte vi 4-1 til AGF, mens vi i sidste uge spillede 2-2 mod Silkeborg IF.
Nye roller og udfordringer
I den seneste træningskamp mod Silkeborg IF fik Leeroy muligheden for at spille på midtbanen, og det var en opgave, han tog positivt imod.
-Det var nyt for mig at spille på midtbanen, men jeg kunne faktisk godt lide det. Det var sjovt at prøve noget anderledes og blive testet på den måde. Jeg synes også, at jeg passede godt ind, siger Leeroy.
-Man skal kigge meget mere rundt, fordi der kommer spillere bagfra. Jeg vil sige, at det er den største udfordring. Som midtbanespiller kommunikerer man med flere spillere, så det er anderledes end min normale position, hvor jeg mest kommunikerer med højrekanten, fortæller han.
Forventninger til kampen mod Fredericia
I morgen venter FC Fredericia, og her forventer Owusu en intens kamp mod et dygtigt hold.
-Det bliver helt sikkert en god kamp. De er i god form og spiller meget hurtigt. Jeg tror, det bliver en svær kamp, men en god én. Som hold arbejder vi med visse ting, og hver kamp handler om at blive bedre og bedre. Vi ser frem til kampen som en samlet gruppe, afslutter Leeroy Owusu.
Kampen i morgen bliver spillet kl. 12.00 på kunstbanen i Fredericia ved Monjasa Park, Vestre Ringvej 102, 7000 Fredericia, hvor der er gratis adgang for alle.