Karl Kotsis skriver sin første kontrakt med OB

14.01.2025 15:02

Det store midtbanetalent, Karl Kotsis, kan fejre sin 15-års fødselsdag med sin første kontrakt, som gør, at han fortsat bærer striberne de næste tre år.

U15-spilleren Karl Kotsis fylder i dag 15 år. Og modsat mange andre drenge i hans alder, har han fejret det med at skrive under på sin første fodboldkontrakt.

Siden Karl var helt lille, har det altid været hans drøm at blive professionel fodboldspiller, og derfor tog han i en tidlig alder skiftet fra Øens Hold-klubben Højby S&G til striberne i Ådalen. Kontrakten, han har underskrevet, betyder nu, at rejsen i striber, der startede, da han spillede U6, nu fortsætter helt indtil hans 18-års fødselsdag.

- Det er en drøm, der er gået i opfyldelse, og jeg har kæmpet for det siden, jeg startede til fodbold. Det har altid været en drøm at skrive under på den første kontrakt. Jeg håber, at jeg kan blive bedre her i OB og udvikle mig – det ved jeg, at de er gode til her – og så måske en dag tage til udlandet, fortæller dagens fødselar, Karl Kotsis, inden han sætter ord på, hvilken type fodboldspiller det er, vi lige har skrevet kontrakt med:

Karl har indtil nu været anfører på U15-holdet, men med den nye kontrakt er Karl ikke længere U15-spiller, da han i dag starter med at spille og træne med U17-holdet.

- Vi forventer os meget af ham

Også på akademichefens kontor er der meget glæde at finde. Karl er nemlig en spiller med OB-DNA, og derfor er det naturligvis en stor sejr, at han fortsætter med at spille i OB de næste tre år:

- Først og fremmest er vi rigtig glade for, at vi kan tegne en kontrakt med endnu en af vores dygtige akademister. Karl er en spiller, der været i OB mere eller mindre altid, og det er noget, vi er rigtig glade for, siger akademichefen, Tonny Hermansen.

- Han har et rigtig fint DNA og er god for kulturen og sine holdkammerater – både på og udenfor banen. Han er meget markant, når han spiller. Han er en spiller med et godt og fornuftigt overblik, og som er stærk i sit duelspil. Alt i alt er vi sindssygt glade for, at vi har kunnet skrive med ham på hans 15-års fødselsdag, og vi forventer os meget af ham de næste tre år, siger Tonny Hermansen og fortsætter:

- Vi må erkende, at vi er kommet på et niveau nu, hvor vores spillere også er interessante for andre klubber. Og det er jo positivt. Vi er konkurrencedygtige med klubber, som vi før i tiden ikke har været, og derfor er det vigtigt at tegne kontrakt med de spiller, som vi tror, kan tage skridtet til det næste niveau.

Kontrakten mellem Karl Kotsis og OB løber frem til vinterpausen 2028.