OB rykker ud i byen – og tættere på fællesskabet

04.08.2025 08:53

Odense Boldklub. To ord, der betyder noget hver for sig, men som sammen udgør hjertet i den identitet, der præger hele byen – både på og uden for banen. Klubben er en levende del af byens puls – og ambitionen er klar: OB skal fylde mere uden for stadion, skabe nye forbindelser og være et fælles samlingspunkt for hele Odense og Fyn.

Det handler om at styrke sammenhængskraften og invitere både borgere og kulturinstitutioner med i det stribede fællesskab. Derfor vil vi gerne bringe vores fællesskab fra stadion ud i byen og sætte det i spil i endnu flere sammenhænge.

- Vi tror meget på sammenhængskraft. Hvis vi skal opnå mere med vores klub, vores by og vores ø, så skal vi styrke sammenhængskraften ved at være mere opmærksomme på hinanden og have fokus på at spille hinanden bedre, så vi bliver større og stærkere sammen, siger kommerciel direktør i OB, Jack Jørgensen.

- Det kræver mod at tage OB nye steder hen

Når vi tager os af hinanden, vokser fællesskabet – og det gælder også i samarbejdet med byens kulturinstitutioner. Derfor ønsker vi at invitere dem tættere på OB og indgå i gensidige partnerskaber, hvor vi sammen kan tage ansvar og finde nye måder at skabe liv, glæde og sammenhængskraft i byen. For når vi investerer i hinanden, vokser både klubben og byen.

- OB er en 138 år gammel fodboldklub, så det kræver mod til at turde at tage OB nye steder hen, som man ellers ikke traditionelt forbinder klubben med. OB handler om meget mere end tre point, og vi er ikke kun 16 hjemmekampe i Bolbro. OB er et stort fællesskab og en vigtig institution for byen og hele Fyn, og det forpligter. Derfor vil vi gerne folde fællesskabet ud - og det gør vi ved at blive en endnu større aktiv del af byen og Fyn, siger Jack Jørgensen, inden han fortsætter:

- OB er for alle. Vi ønsker at udfolde vores klubhus-tankegang, som vi for eksempel gør med vores fanshop i city, det skaber nye måder at bruge OB på, siger Jack Jørgensen.

Vi vil i den kommende tid løfte sløret for en række events, som skal være med til at binde klubben og byen endnu stærkere sammen.