
Snart står to helt nye lounges klar på Nature Energy Park
04.08.2025 12:24
To nye lounges – med navnene By’Brønnum og LÒR by JDE – står snart klar i VIP-bygningen bag Albani Tribunen på Nature Energy Park. De to nye lounges er resultatet af det seneste års gennemgribende udviklingsarbejde med vores sponsorsetup og hospitalitykoncept.
En helt ny oplevelse. Det er, hvad man kan forvente af de to nye lounges, der snart slår dørene op for sponsorer og gæster. Over sommeren har de to loungeområder nemlig gennemgået en omfattende ombygning og er nu snart klar til at tilbyde en helt særlig og eksklusiv oplevelse.
By’Brønnum tilbyder gastronomi fra øverste hylde
By’Brønnum er navnet på loungen, og kan rumme 64 gæster og har udgang direkte til Albani-tribunens bedste siddepladser.
Men udover eksklusive pladser og indretning i By’Brønnum Lounge kan man også se frem til gastronomiske oplevelser. Gennem sæsonen vil forskellige restauranter overtage køkkenet og servere mad fra øverste hylde.
Og vi starter højt ud, da det allerede fra næste hjemmekamp bliver den anerkendte og Michelin-vindende odenseanske restaurant Aro, der står for maden i By’Brønnum. Restauranten bragte i 2024 den første Michelin-stjerne til Fyn og fik ligeledes tildelt en stjerne i 2025.
- Ud over stolthed ved at kunne præsentere en så stærk samarbejdspartner til vores nye hospitality koncept, så glæder der mig også, at vi med dette samarbejde bringer byen sammen på en måde der sætter nye standarter, siger salgschef i OB, Claus Madsen, og fortsætter:
- Vi har med introduktionen af vores nye koncept haft et mål om at sikre vores udviklingsmuligheder, samtidigt med at vi har ønsket at skabe et stærkt og nyt værditilbud til vores mange eksisterende og nye sponsorer, siger Claus Madsen.

Samtidig har vi, i samarbejde med byens førende vinforhandler H.J. Hansen, opgraderet alle hospitality-niveauers fokus på vinoplevelsen. Som noget særligt vil man i By’Brønnum samt vores skybokse have mulighed for et udvidet menukort med udvalgte vine fra H.J. Hansen.
Vinmenuen vil ændre sig over sæsonen, og H.J. Hansen vil præsentere dagens vine i loungen.
Det vil naturligvis også være muligt at nyde et bredt udvalg af drikkevare fra byens lokale bryggeri Albani.
LÒR By JDE klar med nyt stilrent univers
På den modsatte side ad gangen åbner også LOR’ by JDE Lounge, der – ligesom By’Brønnum – har fået et helt nyt visuelt udtryk. Her er der plads til 72 gæster og ligeledes direkte udgang til Albani-tribunens bedste pladser.
Vinoplevelsen er også her blevet opgraderet i samarbejde med H.J. Hansen. Menuen vil være sammensat af Smag&Smil med tallerkenserverede forretter og dessert – samt en opgraderet hovedretsbuffet.

Et nyt visuelt udtryk
Udover at både mad og vin vil have fået en opgradering, vil de to lounges heller ikke være til at kende på udseendet. Over sommeren har begge fået en gennemgående makeover – skabt i samarbejde med lokale sponsorer og virksomheder med fokus på bæredygtige produkter.
Sammen med vores mangeårige belysnings partner Le Klint er der blevet sammensat en eksklusiv belysning, som vil give begge lounger et distingveret udtryk. Der udarbejdet i tæt samarbejde med Kim Weckstrøm Jensen, CEO ved Le Klint og hans dygtige team.
Herudover er loungerne indrettet i samarbejde med Carl Hansen Møbler, Cane-Line og – ikke mindst – vores to partnere JDE Professionel og Brønnum, som hver især har sat deres helt eget præg på den nye hospitality-oplevelse.
Nyt koncept med mere valgfrihed
Hele ombygningen er et resultat af en større konceptudvikling, vi har foretaget. Fremover vil alle have fuld valgfrihed af alle hospitality niveauer og samtidigt frit kunne vælge hvilke andre ydelser et sponsorat skal indeholde. Dog naturligvis så længe der er kapacitet til rådighed, for vi har allerede solgt over halvdelen de faste pladser i de to nye lounger til denne og næste sæson.
Hør mere om vores nye sponsorkoncept eller bare mulighederne for booking af de nye lounges til mødeaktiviteter ved at kontakte os på [email protected].
Du kan også kontakte vores sponsorteam her.