
Stærk sejr i hjemmebanepremieren
27.07.2025 14:30
12.394 striber var vidne til sæsonens første sejr, hvor Noah Ganaus og Nicolas Bürgy stod for de stribede scoringer.
3F Superliga, 2. runde
Søndag d. 27. juni kl. 14.00, Nature Energy Park
OB – Viborg FF 3-1 (1-0)
1-0: Noah Ganaus (42.)
2-0: Nicolas Bürgy (58.)
3-0: Nicolas Bürgy (63.)
3-1: Charly Nouck (87.)
Advarsler:
OB: Fiete Arp (67.), Yaya Bojang (90.+2)
Viborg FF: Jeppe Grønning (76.)
Dagens dommer:
Michael Tykgaard
Dagens tilskuertal: 12.394
Kampens forløb:
Præcis som til sæsonpremieren i Herning startede kampen for fulde gardiner med et tårnhøjt pres fra alle striberne. Denne gang udspillede scenen sig på et propfyldt Nature Energy Park, hvor over 12.000 fynboer havde indfundet sig denne søndag eftermiddag.
I kampens indledning var det dog gæsterne fra Viborg FF, der først kom frem i farlige positioner, men begge gange viste Martin Hansen sig som en sikker sidste skanse.
Senere drog vi også fordel af det høje presspil, da Max Ejdum erobrede bolden og sendte den videre til Fiete Arp. Tyskeren drev den frem ad banen, inden han sendte den ud til Noah Ganaus på højrekanten. Ganaus forsøgte sig med en afslutning fra en halvspids vinkel, men målmanden reddede til hjørnespark.
Vi fastholdt momentum, og efter et indkast lagde Jay-Roy Grot med hovedet bolden af for Fiete Arp, der afsluttede, men gæsternes målmand reddede flot forsøget.
Kort inden pause fik vi dog hul på bylden, da Noah Ganaus steg til vejrs og headede et indlæg fra Leeroy Owusu i kassen, så vi gik til pause foran med en enkelt.
Noah Ganaus fortsatte hvor han slap i anden halvleg, og efter få minutter skabte han sig en fin mulighed, da han løb fra gæsternes forsvar og afsluttede fra en spids vinkel, der tvang gæsternes målmand, Lucas Lund, til at give et hjørnespark.
Kort tid efter forsøgte Ganaus sig i stedet med en tværpasning til Jay-Roy Grot, der desværre afsluttede forbi.
Vi fortsatte dog presset, og efter et frispark tæt på midten af banen slog Fiete Arp bolden ind mod Nicolas Bürgy, der headede bolden i kassen til 2-0.
Gæsterne svarede dog hurtigt igen, da Thomas Jørgensen blev spillet fri langt fremme på banen, men heldigvis blev scoringen annulleret for offside.
Kort efter var det dog atter os, der kom på måltavlen, da Nicolas Bürgy sparkede en clearing i kassen med et forrygende langskud fra kanten af straffesparksfeltet.
I kampens sidste minutter lykkedes det for den tidligere OB’er, Charly Nouck, at pynte lidt på resultatet, da han modtag en tværpasning fra venstre side og nemt kunne sparke bolden i mål til kampens slutresultat 3-1.
Men det var slet ikke nok til at ændre på resultatet, og derfor tog vi en sejr i sæsonens første hjemmebanekamp.
OB’s startopstilling:
Martin Hansen– Leeroy Owusu (Adam Sørensen, 78.), Nicolas Bürgy, Bjørn Paulsen, James Gomez, Marcus McCoy – Rasmus Falk, Max Ejdum (Gustav Grubbe, 46.) – Fiete Arp – Noah Ganaus, Jay-Roy Grot (William Martin, 78.)
Bænken:
Theo Sander, Adam Sørensen, Markus Jensen, Julius Berthel Askou Harvey, Gustav Grubbe, Nikolaj Juul-Sandberg, William Martin, Yaya Bojang, Elias Hansborg-Sørensen
Næste kamp:
Fredag den 1. august kl. 19.00 mod Vejle Boldklub på Vejle Stadion.