
Hubert Jørgensen skriver kontrakt med Akademiet
25.06.2025 12:27
17-årige Hubert Jørgensen kom til OB fra Sanderum Boldklub som U10-spiller. Siden da har han været en fast del af de bedste ungdomshold i OB, og de mange års hårde arbejde har nu kastet en kontrakt af sig.
At hårdt arbejde betaler sig, er en efterhånden gammel frase. Når den alligevel bliver ved med at blive brugt fra tid til anden, så er det nok, fordi der er noget om det. Derfor kan vi også roligt sige, at det er hårdt arbejde, der belønner sig, når Hubert Jørgensen nu har skrevet kontrakt med Akademiet gældende frem til sommeren 2027.
- Hubert har på det seneste ikke spillet så mange kampe, man som fodboldspiller drømmer om. Det har ikke fået ham til at give op, tværtimod har han taget skeen i den anden hånd. Så hårdt arbejde har gjort, at han fortsat har udviklet sig, fordi han træner fantastisk. Så jeg er glad for, at vi er blevet enige om en kontrakt med ham for de kommende to år, siger Tonny Hermansen, inden han sætter flere positive ord på Huberts forbilledlige indstilling.
- Vi har et supergodt set up på vores målmandsteam, hvor vi på U17 og U19 har flere målmænd, der er omkring u-landsholdene. De kan sparre med hinanden, og de kan presse hinanden hver eneste dag på træningsbanen, hvilket er vigtigt for udviklingen af den enkelte spiller.
- Her er Hubert begyndt at kravle op ad stigen, og han fortjener virkelig denne kontrakt. Han løfter træningen, og mens han selv udvikler sig, gør han også sine målmandskollegaer bedre. Han har håndteret den begrænsede spilletid på forbilledlig vis – ganske enkelt ved bare at arbejde endnu hårdere, og at håndtere modgang på den måde, er der mange, der kan lære af, siger Hermansen.
En drengedrøm der opfyldes
For den unge fynske målmand er det stort at skrive kontrakt med Striberne, og derfor var Hubert da heller ikke i tvivl om det, da muligheden for en kontrakt i OB bød sig.
- Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse for mig, og det er en rigtig stor dag. Jeg er glad for at fortsætte i OB, fordi træningsmiljøet er godt, og jeg er en del af et stærkt målmandsteam. Jeg ønsker at udvikle mig som målmand, og målet er selvfølgelig også at få mere spilletid – ligesom jeg vil op og træne med på førsteholdet. Kontrakten her giver min selvtillid et løft, og jeg er vildt glad for, at OB viser, at de tror på mig, så jeg glæder mig helt vildt til at møde ind efter ferien og fortsætte arbejde, siger Hubert Jørgensen.
Akademiet har højt niveau i målmandstræningen
Her i sommerpausen kom Markus Eskildsen op i førsteholdstruppen, og tidligere har målmænd som Andreas Søndergaard, Hans Christian Bernat og Oliver Christensen taget turen fra vores Akademi og helt op til at være professionelle fodboldspillere i udlandet. Og netop vores målmandssetup på Akademiet er Tonny Hermansen glad for.
- Når man ser på den målmandstræning, som vi har på Akademiet, er vi sindssygt stolte af det niveau, som vores målmænd, igen i år, viser, de har. Det har været et kendetegn for os i mange år. Vi har fået uddannet målmænd, som har taget springet op på førsteholdet, og derefter er kommet videre til det store udland. Det har næsten været en tradition, at der altid har været målmænd, som træder op i de voksnes rækker. Det har også været aktuelt i år, hvor Markus har skrevet en fuldtidskontrakt her i klubben. Så det er fantastisk spændende at følge målmændene på vores Akademi, og det er glædeligt, at Hubert fortsætter som en del af det miljø de næste to sæsoner, siger Hermansen.