Lukas Legaard forlænger med Akademiet

23.06.2025 13:27

Vi har forlænget kontrakten med vores U17-angriber Lukas Legaard, så kontrakten nu løber frem til sommeren 2028.

Selvom Lukas Legaard allerede var kontraktspiller på Akademiet, så har han nu sat sin signatur på en ny af slagsen. Det betyder, at den løber frem til sommeren 2028, og det glæder vores unge angriber, der i sidste sæson scorede 9 mål i U17-Ligaen.

- Det viser, at klubben tror på mig. Jeg kan mærke, at jeg har udviklet mig, siden jeg kom til OB fra Svendborg fB, og den udvikling vil jeg gerne fortsætte. Derfor var jeg heller ikke i tvivl om, at jeg gerne ville forlænge med OB, da det blev muligt.

- Der er kommet ny førsteholdstræner i klubben, og selvom der er lang vej op til førsteholdet for mig, så er det selvfølgelig det langsigtede mål, og jeg kan godt se mig selv i den spillestil. Mit mål for den kommende periode bliver at få nogle U19-kampe – og så at komme op og træne med førsteholdet, siger Legaard, inden han fortæller lidt om sig selv som spiller.

- Jeg er en spiller, der bidrager med meget energi, og jeg løber meget. Omvendt føler jeg også, at jeg får meget energi af klubben, fordi jeg er i et godt træningsmiljø, hvor jeg både bliver presset af gode trænere og holdkammerater. At jeg får mulighed for at forlænge kontrakten, giver mig også noget selvtillid, for det vidner om, at klubben er glade for min udvikling, så jeg ser jeg frem til at fortsætte det hårde arbejde, siger Legaard.

Vores akademichef, Tonny Hermansen, er naturligvis også glad for kontraktforlængelsen.

- Han har i år spillet lidt på kanten i vores 4-3-3, men han har tidligere været 9’er, så han kan spille begge pladser. Han er nærmest garant for at score mål, og jeg er glad for, at vi har forlænget aftalen, så vi i hvert fald har ham hos os i resten af hans tid som ungdomsspiller.

- Han bringer en masser energi ind i den gruppe, han er en del af, så han er en gevinst til ethvert hold. Men han har også som spiller meget at lære i den tekniske del, og vi glæder os til, at vi sammen skal gøre ham skarpere i de afgørende situationer, siger Tonny Hermansen og fortsætter.

- Med Lukas får du altid 100% - både med og uden bold, og han er sindssygt vigtig for OB Akademi, og han passer perfekt ind i DNA’et hos os. Så han er helt klart en spiller, hvor vi tror på, at han kan tage næste skridt i sin udvikling.

Kontrakten med Lukas Legaard, som efter sommerferien bliver andenårs U17-spiller, løber som skrevet frem til sommeren 2028.