
Sigurd Willadsen skriver kontrakt med OB Akademi
24.06.2025 14:29
Vi har skrevet kontrakt med Sigurd Willadsen fra vores U17-mandskab, så han fortsætter på Akademiet i de næste tre sæsoner.
Det er en god dag for os på Akademiet, og det er en god dag for Aarslev Boldklub. Vores U17-spiller Sigurd Willadsen, der kom til vores Akademi fra Aarslev Boldklub som U14-spiller, har nemlig skrevet under på en ungdomskontrakt med vores Akademi.
Sigurd kom til vores Akademi som offensivspiller, men nu er han blevet omskolet til central forsvarsspiller på vores U17-mandskab, og Tonny Hermansen er naturligvis glad for kontraktunderskrivelsen.
- Sigurd er en meget kompromisløs spiller, der virkelig går til den i nærkampene. Han er ikke den største spiller på banen, men han har en god statur i forhold til at være midtstopper. Han er god i det fremadrettede forsvarsspil, og han har OB-DNA. Han er hårdtarbejdende, og han sluttede faktisk sæsonen af med en scoring i Silkeborg. Så vi har også set, at han kan være et våben i offensiven, siger Tonny, inden han fortæller lidt om Sigurds vej til kontrakten.
- Sigurd er kommet lidt fra baghjul, og da han kom til klubben, kunne man ikke forestille sig, at han i dag ville være en midtstopper på en kontrakt. Men han har udviklet sig rigtig fint, og den udvikling skal han selvfølgelig fortsætte, hvis han skal tage den til næste niveau. Men det er rigtig stærkt arbejde af Sigurd, og jeg er glad for, at hans hårde arbejde nu gør, at vi har lavet en kontrakt med ham for resten af ungdomstiden, siger Hermansen.
For Sigurd selv er det en stor dag. OB har nemlig altid fyldt meget hos ham, og fra han var helt lille, har Striberne været den foretrukne klub.
- Jeg er helt vildt glad! Jeg har altid holdt med OB, lige siden jeg var en lille dreng. Jeg kom til klubben i et forløb, og jeg startede rigtigt op i OB på U14-holdet, da den sæson begyndte. Jeg er en spiller med en aggressiv spillestil, og jeg kan godt lide at tage ansvar inde på banen.
- Træningsmiljøet i OB er virkelig godt, og der er god konkurrence om alle pladser på holdet. Det er med til at gøre mig bedre, og jeg er overbevist om, at det er det rette sted for mig at udvikle mig. Kontrakten her giver mig endnu mere blod på tanden, og den er et skridt på vejen mod min helt store drøm; nemlig at komme op og spille superligafodbold i OB, siger Sigurd Willadsen.
Sigurd og resten af Akademiet går i dag på en velfortjent sommerferie, og efter ferien er han klar til at starte op med sine holdkammerater på U17-holdet.