
Spillemæssige fremskridt i opstartens anden træningskamp
26.06.2025 12:29
Torsdag spillede vi opstartens anden træningskamp, og særligt i første halvleg var der fremskridt i spillet. Selvom det blev til et nederlag mod Sønderjyske, så begynder timerne på træningsbanen at kunne ses i spillet.
Opstartens anden træningskamp 2025/26
Torsdag d. 26. juni kl. 14.00, Ådalen
Kampens dommer:
Allan Staal
Tilskuertal: 711
OB – Sønderjyske Fodbold 0-2 (0-1)
0-1 Mads Agger (43. min.)
0-2 Anders Bergholt (83. min.)
Kampens forløb:
Torsdag eftermiddag spillede Striberne opstartens anden træningskamp. Akkurat ligesom den første blev den spillet hjemme i Ådalen, og denne torsdag var det vores superligakonkurrenter fra Sønderjyske Fodbold, der var kommet et smut til Odense.
Striberne startede kampen i en 3-4-1-2 formation, hvor der blandt andet var fundet plads til Fiete Arp, som dermed fik sin uofficielle debut i OB-trøjen.
Fra første fløjt var både boldomgangen og tempoet bedre, end vi så det i størstedelen af sidste uges træningskamp, hvor vi mødte Esbjerg. Striberne brugt færre berøringer, der var mere fart i afleveringerne, og presset var bedre afstemt. Dermed et par indikationer på, at arbejdet på træningsbanen giver resultater.
Alligevel var det Sønderjyske Fodbold, der først var tæt på at komme igennem til en stor mulighed. Mads Agger fandt plads på bagsiden af OB-forsvaret, og han var tæt på at komme igennem til en 1v1 mod Martin Hansen. James Gomez leverede dog en stærk forsvarsaktion i sidste øjeblik, og han fik stoppet Agger, inden han fik afsluttet.
Herefter var det som om, Striberne skruede en tand op for tempoet i spillet med bolden. De næste 25 minutter var OB nemlig klart farligst.
Først var Fiete Arp, der fungerede som en god opspilsstation, tæt på at sparke os foran, da han tog et indlæg ned, hvorefter han afsluttede første gang. Herefter fulgte et formationsskifte hos Striberne. Fra 3-4-1-2 til 4-4-2, hvor Bürgy blev skubbet op på midten.
Det var en god justering; det gjorde i hvert fald, at der blev skabt flere stribede chancer. Først var det tæt på at blive 1-0, da et mønsterangreb landede ved Marcus McCoy på venstre back. Hans flade indlæg havde retning mod Lucas inderside, men Matti Olsen fra Sønderjyske kom lige nøjagtig i vejen for indlægget.
Fem minutter efter vat Viktor Bender tæt på, og ganske kort efter var det Fiete Arp, der sparkede over mål. Fornemmelsen var, at Striberne var på vej mod et føringsmål.
Desværre sluttede halvlegen med, at en personlig fejl i OB-forsvaret blev straffet af Mads Agger, som efter sin erobring trak ind fra højre side, hvorefter han sparkede den ind i det korte målhjørne.
Dermed kunne Striberne gå til pause bagud med 1-0, men et spillemæssigt udtryk der var langt mere opløftende, end det der blev vist i sidste uges kamp mod Esbjerg fB.
I pausen skiftede Striberne ti mand, og så var det tid til, at andre OB-spillere skulle vise sig frem; blandt andet Jay-Roy Grot, der fik sine første kampminutter her i opstarten.
Anden halvleg startede næsten på den værst tænkelige måde, da gæsternes Ivan Djantou var lige ved at trampe sig gennem feltet. Det sidste træk blev dog for langt, og så erobrede Marcus Eskildsen bolden.
Herefter overtog Striberne mere af spillet i kampen. Boldbesiddelsen var stor, men det var begrænset med antallet af store chancer.
Sådan var billedet faktisk i store dele af halvlegen. Boldomgangen var ikke lige så hurtig og præcis, som den var i første halvleg. Pressekvenserne kom der ikke helt ligeså mange af, da det var sjældent, gæsterne havde bolden i længere perioder.
Det giver som bekendt heller ikke sejre eller point at have bolden, og med små 10 minutter tilbage af kampen lukkede gæsterne opgøret. Olti Hyseni spænede afsted på venstrekanten, og efter han havde rundet en OBer, så smed han bolden på tværs til Anders Bergholt, som gjorde det til 2-0.
2-0 blev slutresultatet i torsdagens kamp, selvom der spillemæssigt var fremskridt i forhold til fredagens kamp – særligt i første halvleg.
OB’s startopstilling:
Martin Hansen (Marcus Eskildsen, 46.) – Julius Berthel Askou (Yaya Bojang, 46.), Nicolas Bürgy (Bjørn Paulsen, 46.), James Gomez (Adam Amrani, 46.) – Marcus McCoy (Leeroy Owusu, 46.), Max Ejdum (Gustav Grubbe, 46.), Nikolaj Juul-Sandberg (Adam Sørensen, 46.), Richard Emil Helveg (Vitus Friis, 25. (Sebastian Mørk, 70.)) – Viktor Bender (William Martin, 46.) – Luca Kjerrumgaard (Elias Hansborg, 46.), Fiete Arp (Jay-Roy Grot, 46. (Noah Damsø, 70.))
Bænken:
Marcus Eskildsen, Tobias Elnegaard, Adam Sørensen, Bjørn Paulsen, Gustav Gruppe, Leeroy Owusu, William Martin, Yaya Bojang, Elias Hansborg, Jay-Roy Grot, Vitus Friis, Sebastian Mørk, Adam Amrani, Noah Damsø
Næste kamp:
Tirsdag d. 1. juli kl. 16.00 OB – B.93. i Nyborg