
Zorniger ser frem til sæsonens første træningskamp
19.06.2025 13:55
Vi spiller sæsonens første træningskamp på bane 1 i Ådalen i morgen kl. 17.00. Modstanderen er Esbjerg fB, og cheftræner Alexander Zorniger håber, at kampen viser de første tegn på den spillestil, han er ved at implementere.
Førsteholdstruppen har været i gang med preseason i en lille uge. Der er blevet trænet hårdt, stemningen i truppen er virkelig god, og nu skal alle træningsøvelserne overføres til kamp, når Esbjergs fB 1. divisionshold kommer på besøg i Ådalen.
På grund af den intense preseason har cheftræner Alexander Zorniger besluttet, at han stiller med to forskellige hold, der får en halvleg hver. Alligevel er målet klart.
- Både jeg og spillerne vil vinde alle fodboldkampe. Det gælder også sæsonens første træningskamp, siger Alexander Zorniger og tilføjer:
- Vi har kun været i gang i en uge, og spillerne skal selvfølgelig vænne sig til spillestilen, men jeg forventer helt afgjort at se to halvlege med høj intensitet.
Den tyske cheftræner er spændt på at se, hvordan spillerne overfører træningsøvelserne til kamp, og han fortæller, at staben kommer til at planlægge næste fase af preseason på baggrund af kampen.
- Jeg glæder mig til at se, hvor meget spillerne har taget til sig efter den første træningsuge, og så kommer kampen til at give os et billede af, hvad vi skal fokusere på i de kommende træningspas, siger Alexander Zorniger og tilføjer:
- Jeg bliver glad, hvis spillerne kan vise mig og fansene hvilken retning, vi er på vej i. Jeg kan godt leve med et par fejl i pasningsspillet og den taktiske forståelse, men jeg vil blive glad, hvis jeg ser en højintensiv indsats med en masse løb.
I forhold til truppens status har Tom Trybull stort set stået over alle træninger i den første uges tid, mens Adam Sørensen har været ude de seneste dage. Samtidig er den intense træningsmængde blevet reduceret for nogle af de yngste spillere.
Træningskampen kan ses på bane 1 i Ådalen og streames på jfmplay.dk.