– Det betyder alt for mig

08.05.2025 11:52

I morgen drager vi mod det østjyske, hvor AC Horsens venter på Nordstern Arena kl. 18.30. Med oprykningen til 3F Superligaen sikret, er fokus nu rettet mod at slutte sæsonen af på toppen af tabellen. William Martin har blod på tanden og sætter ord på glæden i oprykningen og målet om at slutte som nummer ét.

I morgen aften klokken 18.30 gælder det endnu en vigtig kamp i NordicBet Ligaens slutspil, når vi gæster Nordstern Arena og AC Horsens. Selvom drengene har gjort arbejdet færdigt i forhold til at sikre Superliga-bold i Odense efter sommerferien, er der stadig masser at spille for – både som hold og individuelt. Det mærker man også hos 18-årige William Martin, som har haft en stor sæson og bidraget markant siden sin debut på førsteholdet. 

– Min seneste tid på førsteholdstruppen har været spændende og lærerig. Der har været lidt op og ned, men det vigtigste er, at vi har fået Superliga-fodbold tilbage til Ådalen og Odense. Det er det, der fylder allermest. Jeg har fået masser af minutter, og det har givet mig nogle hår på brystet. Jeg føler, jeg er kommet tættere på at være en rigtig seniorspiller, siger William Martin. 

William har spillet i OB siden U11 og kender derfor til betydning af, at striberne igen er at finde i landets bedste række. 

– Det betyder alt for mig. Jeg spillede i Bellinge indtil U11, men ellers har jeg spillet hele min ungdomsfodbold i OB. Det har altid været min drøm at spille på Nature Energy Park – og så ovenikøbet i 3F Superligaen. Det her er det, jeg har arbejdet for i alle årene, siger William. 

Fokus – selv med målet i hus 

Selvom mange måske ville læne sig lidt tilbage efter at have nået sæsonens største mål, er det langt fra tilfældet i Ådalen. Stemningen ifølge William Martin er fortsat intens, målrettet og fyldt med glæde over det, der venter forude. 

– Det er en kæmpe glæde, at vi kan gøre en hel by stolt. Vi er kommet tilbage til der, hvor vi hører til, og det giver en fed energi. Vi ser allerede frem mod en spændende sæson i Superligaen, men vi er også helt opsatte på at afslutte det her ordentligt, siger midtbanespilleren. 

I seneste spillerunde blev det til 1-1 mod FC Fredericia, men William ser dog også værdien i det ene point og den læring, holdet kan tage med sig videre. 

– Vi fik taget en masse med fra FC Fredericia-kampen, men nu møder vi et andet mandskab. AC Horsens har også alt at spille for og går benhårdt efter oprykning. Det er et hold med masser af vildskab, som vi skal matche, hvis vi vil tage tre point. Og det vil vi. Vi vil være nummer ét – det betyder helt vildt meget for os, ikke bare at rykke op, men også at slutte øverst, siger William. 

Klar til fredagsbrag  

Ugen op til opgøret mod AC Horsens har stået på intens træning med fokus på både vores udtryk og vores mentale parathed. Ifølge William Martin handler det om at forfine det, vi står for – og samtidig nyde spillet og friheden. Fredagens kamp er derfor ikke bare endnu en runde i NordicBet Ligaen. Det er endnu et skridt mod at blive det hold, de gerne vil være, når 3F Superligaen starter igen efter sommerferien. 

– Vi har arbejdet med presset og det taktiske, men også det med bare at sænke skuldrene og spille fodbold. Det er en fredag aften – vi skal ud at nyde det og komme endnu tættere på vores udtryk og spillestil. Vi bruger også de her kampe til at forberede os på Superligaen og blive så klar som muligt til opstarten, forklarer William Martin og fortsætter: 

– Når du spørger en ung spiller som mig, så handler det bare om at komme på banen og spille. Jeg vil spille alle de minutter, jeg kan – det er sindssygt vigtigt for mig og min udvikling. Det er min drøm at spille på Nature Energy Park og foran alle fansene. Og så vil vi vinde rækken. Det er vigtigt for os alle sammen. 

Vi glæder os til kampen og håber, at mange stribede fans tager turen til Horsens for at støtte drengene. Du kan sikre dig en billet her!