
Ingen vinder i sæsonens sidste udebanekamp
17.05.2025 13:58
Luca Kjerrumgaard rundede sin 20. scoring i sæsonen, da vi lørdag eftermiddag spillede 1-1 mod Kolding IF i vores sidste udebanekamp i NordicBet Ligaen.
NordicBet Liga
Lørdag den 17. maj 2025, kl. 14.0, Autocentralen Park, Kolding
Kolding IF – OB 1-1 (0-0)
0-1: Luca Kjerrumgaard (61.)
1-1: Sami Jalal (78.)
Advarsler:
Kolding IF:
OB: Nikolaj Juul-Sandberg (51.)
Dommer: Svend Funder
Kampens forløb:
Der var høj sol over Autocentralen Park i Kolding, og det udnyttede en lang række fynboer til en sidste udebanetur i NordicBet Ligaen. Det betød, at udebaneafsnittet var proppet med striber, og lydbilledet var fynsk hele kampen i gennem.
Det var dog to dygtige defensiver, der mødtes på banen, og derfor skulle vi også næsten halvvejs ind i den første halvleg, før den første store, stribede chance opstod, da Leeroy Owusu slog bolden indover til Nicholas Mickelson, som lagde den af for Don Deedson. Haitianeren afsluttede første gang, men desværre gik bolden over mål.
Hjemmeholdet truede dog også i den anden ende, og kort inden pausen fik Sami Jalel muligheden fra kort afstand, men Martin Hansen reddede sikkert, så spillerne gik til pause ved stillingen 0-0.
Det var hjemmeholdet, der kom bedst ud til anden halvleg, og det gav en fin mulighed til Christoffer Palm, der brød igennem i venstre side og afsluttede, men skuddet gik heldigvis forbi den fjerneste stolpe.
Vi svarede dog hurtigt igen, og kort tid efter brød Leeroy Owusu igennem på højrekanten, da han spillede 1-2 med Don Deedson. Fra baglinjen slog han bolden indover til William Martin i det bagerste område af feltet, men desværre sparkede den unge fynbo bolden over mål.
Kort efter fik vi endnu en mulighed for at komme på måltavlen, da Nicholas Mickelson slog et hjørnespark ind til James Gomez. Gambieren headede bolden videre til Luca Kjerrumgaard, der satte hovedet på, men målmanden reddede flot.
Den forløsende stribede scoring kom dog få øjeblikke efter, da Adam Sørensen blev sendt i dybden på venstrekanten, hvorfra han fandt Luca Kjerrumgaard foran målet, og vores stribede topscorer sparkede bolden i kassen til 0-1.
Vi fastholdt presset, og senere tog Don Deedson en imponerende solotur, da han drev bolden frem fra egen banehalvdel. Herfra rundede han en række koldingensere, inden han fra kanten af straffesparksfeltet afsluttede. Desværre gik bolden en snert forbi kassen.
Mens vi havde sat os på spillet, lykkedes det pludseligt for hjemmeholdet at udligne, da et indlæg fra venstre side endte ved Sami Jalal, der fra kort afstand skubbede bolden ind over stregen til kampens slutresultat 1-1.
OB’s startopstilling:
Martin Hansen – Leeroy Owusu, James Gomez, Julius Berthel Askou Harvey, Adam Sørensen (Marcus McCoy, 62.) – Yaya Bojang (Tom Trybull, 62.), Nikolaj Juul-Sandberg (Gustav Grubbe, 62.), William Martin (Markus Jensen, 62.) - Don Deedson (Bjørn Paulsen, 80.), Luca Kjerrumgaard, Nicholas Mickelseon
Bænken:
Marcus Eskildsen, Bjørn Paulsen, Tom Trybull, Markus Jensen, Gustav Grubbe, Marcus McCoy, Nicolas Bürgy, Elias Hansborg-Sørensen
Næste kamp:
NordicBet Liga, fredag den 23. maj 2025, kl. 19.00, OB – Esbjerg fB, Nature Energy Park. Du sikrer dig billetter til opgøret her.