
Intens preseason er skudt i gang
16.06.2025 10:49
Førsteholdstruppen er tilbage i Ådalen, hvor en krævende preseason venter før første kamp i 3F Superligaen mod FC Midtjylland spilles den 20. juli. Her får du et overblik over træning, træningskampe og træningslejr i preseason.
Vi er tilbage i 3F Superligaen, og vi er tilbage i Ådalen, hvor lidt over en måneds preseason venter for førsteholdet. På banen i går sås to nye spillere i førsteholdstruppen; tidligere akademispillere Magnus Andersen og Marcus Eskildsen er rykket op på førsteholdet fra eget Akademi.
Samtidig er cheftræner Alexander Zorniger, assistenttræner Martin Lanig og fodboldkoordinator Jurek Rohrberg trådt til i staben for at give træningen og holdet et nødvendigt løft for at kunne være med i 3F Superligaen.
Det giver nogle ændringer i preseason, hvor der fremover er tre dage om ugen med dobbelt træning og flere løbesessioner, og samtidig er der blevet indsat en kort træningslejr i Nyborg fra den 29. juni til 5. juli.
Hvis du har et stribet hjerte, er det altså her du skal læse med, for at se hvor og hvornår du kan følge med i truppens preseason forberedelser.
Kom og se træning i Ådalen på Bane 1
Som altid vil træning på bane 1 i Ådalen være offentlig tilgængelig bag banden, ligesom vi i går så mange fremmødte stribede fans i solen.
De næste to uger vil flere formiddagstræninger dog ikke foregå på bane 1 men være fysisk træning. Træning om eftermiddagen vil foregå på Bane 1 i Ådalen. Du kan holde dig opdateret om træningsplanen her.
Presseinterviews er som vanligt kun mulige efter første træningen er slut, og henvendelser skal meddelelses til klubbens kommunikationsmedarbejder Josefine Sevald på [email protected] før træning.
Træningskampe
Udover flere fysiske træninger og dobbelt træninger, venter der også fire træningskampe i preseason for holdet, hvor formen skal testes af. De to første den 20. juni og 26. juni spilles på bane 1 i Ådalen, hvor alle er velkomne til at komme og bakke holdet op.
Fredag kl.17.00 møder vi Esbjerg fB, mens modstanderen torsdag den 26. juni kl.14.00 er SønderjyskE. Er du forhindret i at se kampene på Bane 1 i Ådalen, kan de streames med abonnement hos JFM Play.
I juli venter to træningskampe på udebane mod AGF den 6. juli og Randers FC den 12. juli. Kamptidspunkter for disse to kampe er ikke fastlagt endnu.
Træningslejr i Nyborg
En af ændringerne i preseason med cheftrænerskifte er også træningslejr i Nyborg fra den 29. juni til 5. juli på Nyborg stadion. Her skal truppen og de nye trænere arbejde endnu mere koncentreret sammen om den tydelige spillestil med mere løb, genpres og højenergi.
På træningslejren vil der også spilles træningskamp mod B93 den 1. juli kl.16.00. Her er der mulighed for at komme og se træningen og træningskampen som fan og presse. Træningstider er ikke fastlagt endnu.
