
Sæsonens sidste away
13.05.2025 11:26
Der er ikke mange kampe tilbage i NordicBet Ligaen, og lørdag den 17. maj venter vores sidste udebanekamp, når vi gæster Kolding IF kl. 14.00 på Autocentralen Park.
Oprykningen tilbage til 3F Superligaen er sikret, men vi kæmper stadig for at vinde NordicBet Ligaen, så der er vigtige point på spil, når vi lørdag gæster Kolding IF. Her arrangerer den officielle fanklub, De Stribede, busturen, så hvis du skal opleve en away-tur i 1. division, er det ved at være sidste chance.
Kolding IF har haft en flot sæson i NordicBet Ligaen, hvor de med flere tidligere OB’ere på holdkortet – og Christian Vestergaard med anførerbindet om armen – nu blot er et point fra tredjepladsen. Der bliver dermed kamp til stregen, når vi lørdag gæster Kolding IF i sæsonens sidste udebanekamp.
Det bliver samtidigt en af sæsonens korteste udebaneture, hvor De Stribede kører fra Nature Energy Park kl. 11.30, og allerede kl. 13.00 ankommer vi i Kolding.
Mange striber kører også selv, og hvis du selv vil stå for transporten, sikrer du dig billet her.