Sebastian Mørk forlænger sin kontrakt på Akademiet

20.05.2025 13:16

Sebastian Mørk har forlænget samarbejdet med OB, og dermed fortsætter den talentfulde forsvarsspiller sin udvikling i Ådalen frem til sommeren 2027.

Sebastian Mørk kom til OB fra samarbejdsklubben Brændekilde-Bellinge Boldklub som U13-spiller og har siden taget flotte skridt i den stribede trøje. Sideløbende har han også repræsenteret Danmark seks gange på U16-landsholdet – og nu er han klar til at bygge videre på det stærke fundament.

– Det føles perfekt at have forlænget med OB. Jeg har virkelig glædet mig til at skrive under igen, så jeg er bare rigtig glad og lettet over, at det nu er på plads, siger Sebastian Mørk.

Den 16-årige forsvarsspiller har haft en positiv oplevelse, siden han trådte ind ad dørene i Ådalen, og han føler sig godt hjemme både på og uden for banen. Forlængelsen er derfor et vigtigt skridt for Mørk, der ser frem mod en spændende fremtid i den stribede trøje.

– Jeg er blevet taget godt imod af både trænere og medspillere, og jeg nyder virkelig at være en del af det her miljø. Det føles som det helt rigtige sted for mig. Jeg glæder mig til flere gode år her i OB. Der er lavet en god plan for min udvikling, og jeg håber på at få flere minutter, lave flere mål og forhåbentlig komme op på førsteholdet med tiden. Det er det store mål, siger Sebastian Mørk.

Fokus på udvikling og trygge rammer

Akademichef Tonny Hermansen er også glad for den nye aftale og sætter ord på, hvorfor vi har valgt at forlænge med Sebastian. Tonny Hermansen ser en spiller, som både har evnerne og indstillingen til at tage næste skridt – og som nu får de bedst mulige rammer til det.

– Vi er rigtig glade for at have forlænget med Sebastian. Han har et rigtig højt niveau, og så har han det DNA, vi gerne vil se hos vores unge spillere, siger Tonny Hermansen.

Samtidigt understreger akademichefen, at den nye aftale også er et vigtigt skridt for Sebastian selv.

– Vi synes, det er det rette tidspunkt at lave en ny aftale, så han kan koncentrere sig om sin udvikling. Det giver både ham og os den nødvendige tid og tryghed til at bygge videre. Han er i et miljø, hvor han får muligheden for at vise sig frem – og det har stor betydning, siger Tonny Hermansen og fortsætter:

-Fremtiden er altid svær at forudse, men vi har skrevet en ny kontrakt, fordi vi tror på, at han har potentialet til at tage skridtet. Hvis han bliver ved med at arbejde hårdt og gribe sine chancer, så har han alle muligheder – ligesom alle andre – for at nå langt i OB.

Stort tillykke med forlængelsen, Sebastian!