U12-drenge til Stralau Cup i Berlin

13.05.2025 13:29

I weekenden deltog vores U10- og U12-drenge i den internationale Stralau Cup i Berlin. Ifølge cheftræneren, Alexander Pedersen, blev det en weekend fyldt med fodbold, fællesskab og internationale oplevelser – både på og uden for banen.

Tidligt fredag morgen satte drengene kursen mod Berlin i en fælles bus fra Ådalen. Her var i alt 27 spillere og trænere afsted, og hele weekenden bød på to intense en-dagsstævner for begge hold.

Drengene spillede mod europæiske modstandere – som Manchester United, Union Berlin, RB Leipzig, Hamburg SV, FSV Berolina Stralau, og internationale hold som FTS Melbourne fra Australien og North Vancouver fra Canada.

Lørdag kunne U12-drengene glæde sig over, at de sikrede sig en flot 9. plads – blandt andet med en stærk 2-1-sejr over Manchester United. U10-drengene leverede også fine præstationer og sluttede dagen af med en 11. plads.

Søndag gentog U12-drengene deres placering med endnu en 9. plads, mens U10-holdet rundede weekenden af med en 12. plads.

International erfaring og udfordring

Turneringen har til formål at fremme international forståelse, give børnene selvtillid og skabe mulighed for sport og kulturudveksling på tværs af landegrænser, hvilket er noget, Alexander Pedersen synes er en vigtig læring for drengene.

– Det er vigtigt, at drengene lærer at spille kampe, hvor der er noget på spil. De vil jo gerne vinde, og det giver dem erfaring at præstere under pres – noget de helt sikkert lærer meget af, forklarer Alexander.

Men som cheftræner Alexander Pedersen fortæller, var det ikke kun resultaterne, der fyldte på turen:

– Overordnet set kørte vi hjem fra Tyskland med en god mavefornemmelse. Vi spillede samlet set en fin turnering – og drengene viste et højt topniveau. Det var en stor oplevelse for dem at møde så stærke hold. Der var også nogle tætte kampe, bl.a. mod Union Berlin, som gjorde at vi var kun marginaler fra en endnu bedre placering.

Ifølge Alexander Pedersen var et af højdepunkterne i weekenden, uden tvivl sejren over Manchester United – en oplevelse, der satte gang i smilene hos de unge spillere.

– Sejren over Manchester United, synes drengene selvfølgelig, var sjovt. Det er jo lidt højere niveau, vi spiller på til sådan en turnering, så det giver virkelig noget til deres udvikling og motivation, siger Alexander.

Sammenhold og nye venskaber på tværs af årgange

Turen havde også en stor social værdi. U10 og U12 rejste sammen og boede på samme hotel, hvilket gav mulighed for både hygge og nye venskaber på tværs af årgangene. Udover fodbold blev der også tid til lidt sightseeing. Drengene så Berlinmuren på vej hjem, og U12-holdet brugte lørdagen på at heppe på U10, inden de selv skulle i kamp.

– U12-drengene var nogle gode rollemodeller for U10’erne. På busturene legede vi for eksempel navnelege, og Mohamed fra U10 og Artur fra U12 lavede en intern målkonkurrence, som de hyggede sig rigtig meget med. Det var fedt at se, hvordan de to årgange fandt hinanden, siger Alexander Pedersen og afslutter:

– Det, vi tager med os hjem, er sjove kampe og nye venskaber. Det var en rigtig god tur for både spillere og trænere.